Bitre minder

kan også være gode.

 

Ihvertfald når det drejer sig om at give alkohol smag med naturens produkter.

 

Et af mine små hobbyer er at fremstille bittere til egen og andres nydelse.

Jeg er ingen troldmand på området, men lidt bliver det da til, og mine små eksperimenter vil du kunne følge med i her på siden. Det er da bitre minder af den gode slags.

 

At samle ind til at skabe en ny bitter, er for mig med til at forsøde opholdet ude i naturen. Måske gør de nydelsen lidt større, giver varmen på en kold morgen, eller er blot med til at fremme det sociale samvær under indtagelsen.

 

Så er det op til dig selv at vurdere om det kan friste. Og måske selv forsøge dig.

 

 

At lave bitter !

 

MATERIALE

At lave bitter er bestemt ikke mere raketvidenskab end man selv gør det til. Generelt kræver det et sylteglas, en si, og et fint filter (evt. kaffefilter). Så har man materialer til at lave sit første bryg.

 

SMAGSGIVER

Hvorvidt man bruger færdige bitter blandinger, eller skaber smagen helt fra bunden, er for mig et spørgsmål om lyst og temperament. Men personligt finder jeg mest glæde i selv at skabe smagen fra jord til bord.

 

VODKA

Generelt er jeg gået over til at lave mine bryg på en billig Vodka. Den er rimelig smagsneutral, og det gør ikke spor at alkoholprocenten kun ligger omkring de 40 %. Så længe man blot er opmærksom på, at når der bruges væskeholdige bær, skal den spædes op efter trækningen for at øge alkoholprocenten - og dermed holdbarheden.

Lykkedes dit bryg med en billig vodka, kan man altid lave bryg nr. 2 med en vodka i god kvalitet. De er somregel lidt blødere i smagen, og det kan forbedre din bitter yderligere.

 

SNAPS

Som erstatning for Vodka kan man bruge de fleste snapse. Dog helst ikke rød ålborg, der har tendens til at give en kraftig bismag af kommen. Husk at jo mere neutral snapsen er i smagen, des bedre trænger smagen fra din bitter frem. Generelt bruger jeg helst snapse som Brøndum, Linie akvavit eller Klar Ålborg.  Men andre typer sniger sig til tider ind i lageret.

 

TRÆKKETID

Er det en ny type bryg, som jeg ikke kender trækketiden på, er min mest brugte metode "vent og smag". Sådan forstået at jeg giver bryggen 1-2 uger til at trække, og smager på den med en teske. Derefter prøvesmager jeg 1-2 gange om ugen til den føles tilpas. Det passer fint med at nogle bittere alligevel gerne skal vippes forsigtigt under trækketiden, for at få blandet de tilsatte smagsgivere op i alkoholen.

 

Skulle det ske at jeg glemmer den, har jeg faktisk endnu ikke oplevet at resultatet bliver ringere - så slow food konceptet kan altså også bruges her.

 

BITTER, BJESK eller andet...

Her er jeg lidt doven. Det er for nogle stor betydning hvorvidt det kaldes bitter, bjesk og meget andet. Jeg tænker blot i de baner at det er alkohol tilsat smagen af natur. Og så har jeg ikke ondt af at jeg har lavet en bitter af valnød og whiskylikør. Så tilgiv mig, men smagen er nu engang vigtigst på mit niveau.

 

 

 

OPSKRIFTER & ERFARINGER

 

 

En appelsinbitter til julen.

 

Atter engang er jeg blevet inspireret udefra og har digtet lidt videre på en opskrift. Det er endt med denne mørke appelsinbitter, der sammen med en herlig bitter skal være med til at forsøde årets "jule-komsammener".

 

Til en flaske vodka (denne har så meget smag at en billig vodka er fin) skal du bruge følgende:

 

2 stykker tørret kanel, 8 hele kardemomme kapsler, 10 kryddernelliker, 2 teskefulde moskovado sirup, yderskrællen (det orange) fra 1 økologisk appelsin. Det er let at rive det af med et julienne jern, men undgå at få det hvide med, da bitterstofferne sidder her.

 

Hæld sirup i glasset og tilsæt vodka. Omryst til siruppen er fordelt. Tilsæt de øvrige ingredienser. Den skal trække 4 dage før den filtreres, og hældes på flaske. Brug eventuelt et langt tefilter til filtreringen. Det virker godt. Lad den gerne hvile en lille uge før brug.

 

Skulle smagen være for kraftig er det muligt at fortynde yderligere med vodka alt efter smag og behag.

 

  

Appelsinbitteren lige efter den er sat over og omrystet.

 

 

En skarp vinterbitter.

 

Jeg har her i december sat en chili bitter over. 5 chilifrugter til en flaske Vodka. Trækketiden bliver forsøgsvis sat til en uge, hvorefter jeg vil søde den med 2 tsk. granhonning, der er mørk og sirupagtig.

 

Derefter skal den lige stå og samle sig en uge eller to, før den skal smages.

 

Min forventning er en sødme lige når den indtages, hvorefter toget kommer for fuld damp - Som Chili Klaus ville have beskrevet det.

 

En forventning der er kommet til sin ret. Men om chili er en god smag kan altid diskuteres. Jeg kan bedst lide eftersmagen 2-3 minutter efter den er indtaget. Men generelt er den bare stærk og kan nok give varmen en kold vinterdag.

 

Målet med chili bitteren er at få folk til at glemme vinterkulden

 

 

En vintervarmer med agern.

 

Af lidt agern og hasselnødder kan man lave en dejlig bitter der sætter sit præg ved at den først varmer oppefra og helt ned i tæerne, og derefter vender for at varme hele vejen op igen.

 

Agern og hasselnød skal findes lige efter den første nattefrost omkring oktober, så bitterstofferne  i dem er omdannet. Tag dem gerne fra jorden, men hold øje med ormehuller. Det er jo ikke Tequila vi skal lave...

Prøvesmag en hasselnød, så du undgår at de er bitre. Købte hasselnødder går til gengæld fint an i mangel på bedre.

 

10 hele agern og 5 hele hasselnødder uden skal, lægges i sylteglasset. Der hældes over med 70 cl. vodka eller Brøndum.

 

Lad det trække i 2-3 måneder. Vip glasset 2-4 gange undervejs. Prøvesmag bare.

 

Fisk agern op, og hæld din bitter på en passende flaske. Nyd gerne resultatet en kold og mørk vinteraften.

 

 

Valnødde bitter

 

Valnødder og agern efter trækningen.

 

Denne bitter er en mørk sag, som rigtigt fortyndet let bliver en klassiker.

 

Tag 4 valnødder samt 10-20 agern, og lad dem trække i 70 cl. vodka.

Mange flækker nødderne, men det har jeg ikke fundet nødvendig. Det kræver bare lidt mere trækketid. Hvilket giver dig bedre mulighed for at glæde dig.

 

Efter 3-4 måneder kan der forsigtig prøvesmages. Her er tale om en koncentreret essens der er sort som moseeg, så pas på tøjet når du håndterer nødder og essens.

 

Når trækketiden er ovre hældes brygget gennem en si, og typisk 2 gange gennem et kaffefilter for at få alle findele filtreret fra.

 

Essensen fortyndes nu med vodka til den er passende i smagen, og fortynd nu rigeligt. Du vil blive overrasket. Ofte ligger jeg oppe omkring 8-10 dele vodka til 1 del essens.

 

En lille variant kan være at lave den på whisky eller whisky likør. Det bliver faktisk ikke så ringe endda. Så være ikke bange for at eksperimentere.

 

Det går sjældent helt galt - og der bliver man bare den erfaring rigere.

 

 

Fyrreskud bitter - et vellykket forsøg

 

 

Bitteren under trækningen, samt et billede af fyrre skuddene jeg brugte.

 

I pinsen 2013 var jeg på en spejderlejr med de mindre spejdere. Her var vores lejrplads ved en stribe fyrretræer med nye og friske skud. Jeg tænkte at de må kunne bruges til noget fornuftigt.

 

Jeg har taget 5 friske fyrretræs skud til ca. 70 cl. vodka. Af praktiske årsager blev 1/3 del af vodka'en en lille rest lemonvodka jeg havde stående. Efter 5 dages trækketid blev den prøvesmagt.

 

Første prøvesmagning gav en udpræget harpiks smag, blandet med lidt lakrids. Faktisk ikke så ringe. Men den er lidt skarp, så den fik en skefuld honning til at modvirke det bitre, og står nu og samler sig lidt.

Efter et par uger hvor den har samlet sig, er konklusionen at der kun skal ½ teskefuld honning i næste bryg, der nok først bliver til næste forår.

 

Den er en af de bittere, ikke alle elsker - men de som gør... Friluftskræs... Med en god smag af fyrretræsskov.

 

Med engblomme foroven, og fyrreskud forneden,

står bitteren her i vinduet på ferieboligen i Torshavn.

 

Seneste skud af fyrrebittere er med 5-6 fyrreskud fra Færøernes eneste skov, samt en snes blomsterknopper fra færøske Engblommer. Den har trukket 2 uger, og skal forsøgsvis kun sødes med ½ teskefuld honning. Apropos skud ville tilfældet at vodkaen jeg brugte er af mærket Shotka :o)

 

 

Birkeblads bitter

 

 

Et par skud af birkeblads bitteren derhjemme. Dekorativ, om ikke andet.

 

Her i det tidlige forår læste jeg om en birke bitter, og tog i Sverige de allerførste birkeblade fra et træ ved Kalv sø, og lod dem trække i en flaske Høker snaps. Egentlig skal det kun trække et par uger, men vi kommer ikke derop før efter en måned, så det bliver lidt spændende hvad resultatet bliver.

 

Herhjemme blev et bryg sat over med 2 uger gamle birkeblade og vodka.

 

Teknikken er at have en god mugfuld nye og friske birkeblade (gerne med lidt friske rakler) til en flaske vodka. Den skal så trække 1-2 uger, hvorefter den hældes gennem en si. Derefter skal den blot samle sig en uges tid, før den er klar til prøvesmagning.

 

Resultatet er nu tilsmagt med en teskefuld honning, og det er blivet en fin bitter med et strejf af birk. Jeg vil dog anbefale at lave den med en god vodka, da smagen er så fin at vodkaens egen grundsmag slår igennem, hvilket trækker lidt ned i den fulde smags oplevelse.

 

 

En herlig bitter.

 

"En herlig bitter" er mit navn på denne hjemmelavede bitter, som nærmer sig smagen på en gammel dansk, men altså uden den umiskendelige eftersmag. Og så er den dejlig blød og rund, med en lille skarp kant. En rigtig lækkerbisken for såvel damer som herrer.

 

Inspirationen fandt jeg i en opskrift på "Gammel Niels" fra Torpare bladet (december 2010) af Niels Stærup, og kunne ikke dy mig for at skære den lidt til i kanterne, og få den til at passe min smag.

Der er nok til 2 bryg i een portion krydderier. Lige pånær sirup/honning, som skal fornyes. Alle ingredienser er hele og ikke pulveriserede.

 

Ingredienser:

2 x 70 cl. ikke for dyr vodka (min. 37%).

2-3 spsk. mørk sirup eller klar honning

20 stk. hele mandler.

1 flækket stang vanille.

3 stk. kardemomme

6 stk. kryddernelliker

1 stk. muskatnød

10-15 stk. hele sorte peberkorn

15 stk. allehånde

1 stk. stjerne anis

 

Her er brugt almindelig honning, som gør bitteren uklar at se på.

 

Og her er brugt Moscocado sirup, som lidt ligner melasse.

 

Sådan gjorde jeg:

Brug gerne et sylteglas til at lade bitteren trække i, filtrer den gennem et kaffefilter efter trækning, og hæld den derefter over i den blivende flaske.

1 flaske vodka blandes med mørk sirup og røres rundt til det er opløst. Kom resten af krydderierne i, og lad det trække i en uges tid. Det første bryg er nu klar til filtrering.

 

Lav en ny omgang vodka med frisk sirup, og lad det trække med krydderierne i 2 uger, før der omhældes.

 

Et tip kan være at blande de 2 bryg og lagre dem i yderligere et par uger, men erfaringen viser at det sjældent lader sig gøre på grund af prøvesmagninger.

 

Grunden til at der bruges sirup eller klar honning er udover smagsnoterne, kun at almindelig honning gør bitteren mere grumset at se på.

 

Faktisk er alkoholindtagelsen steget noget ved julefrokosten, efter at fruerne har fået smag for denne. Men det sker selvfølgelig i en god sags tjeneste ;o)

 

God fornøjelse...

 

 

Et strejf af havtorn.

 

I oktober fandt jeg under årets hjemmeværnskursus i Nymindegab et krat med havtorn, og tog lidt med hjem efter en gang nattefrost.

 

Jeg har sat ca. 1 dl havtornebær over i ½ liter sprit fra Farre whiskydestilleri. Om smagen bliver bedre end med vodka ved jeg ikke, men det føltes som det rigtige projekt at bruges spritten til efter jeg købte den på et besøg på det lille  destilleri. Hvilket faktisk kan anbefales at gøre.

 

Fary Lochan

 

Blandingen skal nu trække 3 måneder. Den vendes forsigtigt en gang om ugen, og ser vældig dekorativ ud med de orange bær der flyder i spritten.

 

  

Oktober                                  Januar

Bitteren er meget elegant i sin høje flaske.

 

Prøvesmagte den efter 3 måneder. Den er nu rund og fyldig. Lidt overmoden. Og skal lige trække lidt mere for at få spritsmagen væk.

2. prøvesmagning efter 4 måneder. Så ligger den lige i skabet. Alt i alt en bitter jeg nok kommer til at lave igen på en lidt blødere vodka.

 

 

Søde svesker.

 

Atter engang blev jeg inspireret af Niels Stærup. Denne gang i bladet Jæger hvor han beskriver en god og enkel dessert bitter til julen.

 

Vil du vide mere om hans virke kan jeg anbefale at se hans hjemmeside her:

www.kryddersnapse.dk

 

Eftersom denne bitter tager 11 måneder at lave, og vi står i januar, blev den sat over nu.

 

I min version trækker 1 flaske vodka i 500 gram svesker og ½ stang vanille i en måned. Af praktiske hensyn valgte jeg at dele dette i 2 af mine eksisterende glas, idet jeg ellers skulle finde et nyt glas på 1,5 liter.

 

Efter en måned er sveskerne taget fra, og den er smagt til med 50 gram alm. sukker og 50 gram moscovado sukker for at skabe en lidt mørkere smag. For en god ordens skyld har jeg fyldt om med vodka, så der er 70 Cl. igen. 

Bitteren skal nu trække i 10-12 måneder. Smagen lover allerede nu noget godt, og ligger slet ikke op ad smagen af svesker, som jeg lidt havde frygtet.

 

Både farve og smag er dyb og rund,

og vil passe perfekt til risalamanden. Glæder mig til jul.

 

Ps: Svesker og vanillestang er nu dækket til med portvin, og skal senere bruges til dessert. Måske hjemmelavet is. Uhhmmmm.

 

 

Husk altid at indtage din bitter med måde !

 

 

 

 

Opdatering af siden »

 

Siden bliver opdateret efter behov, og der laves et overordnet månedligt gennemsyn af Vildmarksbassen.dk

 

 

Relaterede undersider »

 

Hytte albummet

Kort over området

Kørselsvejledning

 

 

Gode links »

 

Eko museer i Ätra-dalen

Svenljunga kommune

Fangster.dk

Laksefiskeri

Danske Torpare

Ødegårde.dk

Svenske ejendomsformidling

Mårdaklev lige nu

Ätran lige nu

Kano på Ätran

Billige bjælkehytter

 

 

 

Vildmarksbassen.dk © 2008 • Rettigheder og nyheder

 

Velkommen til Vildmarksbassen.dk

 

Hjemmesiden for friluftlivet på det nære plan, og et lille indblik i livet hos en friluft-entusiastisk familie.

 

Vildmarksbassen.dk