Lidt om internet, WIFI og webcams
Det der med "ødegård", "torp" & "backa stuga"
Et torp medfører evig vedligeholdelse
Longitude: 57.234023 N
Latitude: 12.97006 E
Dette er et direkte link til den tyske novasol portal, der som oftest er den billigste. Søg efter hus no. S50042.
Et kortudsnit med de nærmeste muligheder for indkøb af dagligvarer.
Generelt er der langt mellem købstæder og større kulturelle højdepunkter på egnen hvor torpet ligger. Til gengæld er der gode muligheder for at nyde naturens ro, og bruge den til nogle af feriens aktiviteter.
Vi kan anbefale at besøge de mange små kultur og natur seværdigheder i området. også kaldet Eko-museer. Her er over 80 små spændende seværdigheder. Eko-museerne omspænder alt, lige fra kílden der har opslugt en hestevogn, flammefaldet, spruthuset, flotte udsigtspunkter, en kobberstøber og meget mere. Alle er ting som enten ligger i eller ved Ätradalen. Følg linket nedenfor til "Eko museer i Ätradalen".
Naturen er i vores optik dalens største attraktion. Her er både sø og skov, og selv om vi er i det sydlige Sverige, bærer området præg af at Svenljunga kommune er den tyndest befolkede kommune i denne del af landet.
På trods af det faktum, er det ikke så øde at du aldrig møder et menneske i skovene, eller støder ind i et hus der emmer af svensk originalitet. Kør blot en tur ad de små skovveje og se selv.
Endelig, når ensomheden bliver for trang, er der kun 25 km til shopping-mekkaet GEKÅS i Ullared. Her kan der powershoppes i skandinaviens største butik. Stedet har flere besøgende end Astrid lindgreens verden, og anses som sveriges største turist attraktion med 82 kasselinier og 11.000 kundevogne. Seneste udvidelse var på 10.000 M², svarende til en dansk Bilka.
Lidt længere væk er kystbyerne som Falkenberg og Varberg et godt dagsprogram. Især Varberg har en stribe hyggelige restauranter langs kystlinien tæt ved fæstningen.
Eller måske bliver I fristet af et besøg i High Chaparel. En vaskeægte westernverden beboet af cowboys, indianere og helt almindelige borgere i den lille by ude på prærien. Lugten af krudt, hestesved og støvede veje er ikke langt væk i High Chaparel.
Er I mest til natur kan vi anbefale Hornborgasjön, som er kendt for tranedansen i foråret. Men også en over Storemossan og dets kulturum er et besøg værd. Storemossan er en højmose der er omkring 10 km i diameter. Her finder du storslået natur som sine steder minder om savannen, samt spektakulære vandreruter ud over højmosen.
Følg blot nedenstående links, og få mere inspiration til jeres ferie !!!
Her finder du et bredt udsnit af mindre seværdigheder i og omkring elv-dalen. Der er samlet set mere end 80 steder, så start bilen og kør på opdagelse. Et hæfte med kort ligger på torpet.
En regional hjemmeside drevet af 3 kommuner med alt hvad der sker af store og små ting i området. Her finder du alt fra loppemarkeder, cykelruter, fiskevand til spændende naturperler.
En god familie aktivitet er at tage på elg safari i skumringen. Kør fra torpet lidt før solnedgang. Efter at have krydset broen nord for Mårdaklev, følger I grusvejen til venstre lige efter kirken. Farten skal være 20 km/t på grusvejen, og øjnene åbne. Elgen står måske og griner af jer.
Hold til højre i krydsene, til I atter er ved broen en lille time senere.
Kantareller og rørhatte er ufarlige, og har ringe forvekslings muligheder. En enkelt rørhat er dog noget salt/bitter i smagen.
Kig efter et stykke skov på en sydvendt skråning, med lidt birk blandet med gran. Her er der chancer for at finde svampe. Husk allemandsretten, og hav respekt for naboerne. Gerne 2-300 meter.
Et af vore yndlingsteder til en udflugt. Stedet er en gammel feldspat grube, så nu er indrettet til rekreative formål med bålhytte, troldesti, grubehistorie, bålhytte og flere rigtig fine vandreruter. Stedet er absolut et besøg værd.
Hallands længste grotte på 38 meter, er i Gnipeberg ved Källsjö.
Parker ved broen, og følg stien de første 100 meter mellem skovkant og fold, til det næste hegn. Her følger du bjerget rundt, og ser undervejs flere huler dannet af kæmpestore klippeblokke. Kravl ind hvis du tør. Det er snævert. Husk lys.
Overfor klev hembygdsgård ligger Mårdaklev DiscGolfpark. Her kan du opleve tunge arme efter 18 udfordrende "huller" i et smukt terræn. Det er en god familieaktivitet. Betaling kan ske med PayPal app'en. Disc kan købes i Gekås.
I foråret samles tusindvis af traner ved Hornborga søen, der er kendt for sin tranedans. Men mange andre fugle er også at se.
Store Mosse "naturum" er stedet hvor du kan nyde madpakken, mens du studerer højmosen. Herfra går flere ruter ud i mosen, og der er indrettet fugletårn i området.
Kun en times kørsel fra torpet træder du ind i det vilde vesten, hvor støvet, duften af krudtslam, og den tørre sang fra cikaderne, sætter dagsordenen hos præriens beboere.
I Astrid Lindgreens historie om ser man kløften der deler røverborgen i to. I virkelighedens verden findes kløften lidt nord for Varberg, og hedder Borrås Skåra. Selve borgen var en del af film-settet og findes ikke, men kløften er let at genkende..
I Slöinge syd for Falkenberg ligger Sia Glass, som er et af Sveriges bedste is-mejerier. Deres fabriksudsalg har anden sorterings is til fornuftige priser, og stedet er velbesøgt en varm sommerdag. Husk evt køleboks, så I får masser af is på torpet.
PS: Omskrivningen af even"tyr" til "tur" er med vilje...
I den tidligere ICA butik i Älvsered er dette skønne lille lysestøberi dukket op. Udover at se deres fine udvalg af hjemmestøbte lys og flotte tekstiler, er det muligt at lave dit eget lys som en aktivitet. Også for børn.
Er en lille lokal gårdbutik med et mindre udvalg af lækre lokale produkter efter årstiden.
Kun en time fra torpet ligger Ekelund. Væveriet er et af de ældste i Sverige, og er stadig i drift. Der væves efter traditionelle mønstre. Væveriet har både udsalg og en udstilling om dets historie.
Isaberg er om sommeren omdannet til et væld af adventure aktiviteter fra downhill cycling, skinneslæde, pump tracks, sauna, tree top adventure til minigolf.
Limmared er en by der stadig har større glasværker, og en historie der er bundet op på produktionen af glas. På glassets hus får en man en god indføring i industrialiserings tidsalder, og det er muligt at se glasblæsning..
Turguiden...
Huset er på 124 m², samt en havestue på yderligere 20 m².
Der er indlagt el, samt vand fra egen brønd i såvel badeværelse som køkken. Huset har vandvarmer til varmt vand, og moderne toilet.
Den primære opvarmning sker i en kombination af varmepumpen, samt en række el-paneler.
Vær opmærksom på at huset er opført omkring 1912, efter den standard man på det tidspunkt isolerede efter. Derfor vil huset ikke leve op til moderne isolerings-standard, og nødvendigvis være mere bekostelig i opvarmning.
Vi anbefaler derfor at holde de indre døre åbne, og lade varmepumpen stå for den primære opvarmning. Herefter kan der suppleres med brændekomfuret og de enkelte el-paneler efter behov.
I underetagen er der en rummelig forgang. Her står husets vaskemaskine, og udstyr til kanosejllads. En mellemgang giver adgang til bad, køkken, samt trappen til overetagen.
Overetagen har et stort repos udstyret med en arbejdsplads med skærm, samt 2 enkeltsenge hvoraf den ene er en original karlekammerseng egnet til personer under 160 cm. Dertil er der et gavlværelse med dobbeltseng, et hjørneværelse med køjeseng, og i kvisten husets store soveværelse med dobbeltseng. Totalt er der 8 sovepladser.
Køkkenet er fuldt udstyret med kølefryseskab, microbølgeovn, kaffemaskine, kogekedel, håndmixer og brødrister. Vi har både elektrisk komfur med ovn, samt et brugbar originalt brændekomfur.
Dertil kommer en spiseplads til 4 personer.
Spisestuen ligger i hjørnet af huset, med adgang til køkken, dagligstue, samt havestue. I stuen står der en originalt kakkelovn, som kun er i brug om vinteren. I spisestuens hemmelige rum bor torpets nisse :-)
Under istandsættelsen af spisestuen, fandt vi under de mange lag tapet et avisudklip fra 1912, hvor huset blev bygget af træskomageren Birger Svensson og hans familie. Selve spisestuen er opbygget i bjælker på 25x15 cm, og har oprindelig stået som en selvstændig hytte et andet sted i dalen.
Den hyggelige dagligstue er nyeste skud på renoveringen. Her er der en rå tømmervæg ind mod spisestuen. I dagligstuen er der både sofaer og gode stole man kan sidde og læse i. TV'et er udstyret med Google Chrome, HDMI kabel til pc, DVD afspiller, satellit modtager og PS2. Stuen har dør mod forsiden af huset.
Havestuen har adgang til husets uderum. Her finder vi som oftest husets gæster om sommeren. Med hyggelige sprossevinduer, adgang til stor terrasse og græsplæne, er dette stedet hvor man helt naturligt samles i løbet af dagen.
I haven er der kulgrill, et dejligt bålsted, og små hemmelige stier nede blandt træerne i bunden af haven. I havestuen har vi fyldt en skattekiste med skønne havespil til at fordrive tiden med.
I bunden af haven er der placeret et shelter. Det giver mulighed for at nyde natten udendørs, eller måske lige tage en middagslur. Soveposer og liggeunderlag skal dog medbringes.
Se en skitse over husets indretning herunder.
Torpet har 2 søer med fine badepladser, indenfor en afstand af 8 km;
"Vita eller Änga sjø" er en lille hyggelig sø på ca. 1 km² med en lavbundet vig og lille sandstrand. Derfor er søen velegnet til især mindre børn.
Søen er også velegnet til en hyggelig picnic ved den lille bålplads. Husk at holde øje med om der er udstedt bålforbud.
"Kalv sø" er noget større og et godt badested for de fleste, men derfor også meget brugt blandt den lokale befolkning. Der er solbeskinnede klipper, og en rimelig sandstrand. Bade og svømmeforholdene er rigtig gode.
Badestedet har mulighed for omklædning, og et fint bålsted. Husk at holde øje med om der er udstedt bålforbud.
Det er også muligt for vore gæster at bruge kanoen ved enden af Storsjøen. Den ligger blot 3 km væk, ad en lille stikvej ned til søen 300 meter efter husene ved Åsebo. En uddybende beskrivelse er at finde længere nede på denne side.
I Sverige er der et generelt krav om sortering af affald.
Især Svenljunga kommune er kendt for at overholde disse regler. Følger man ikke kravene til affaldssorteringen, vil tømning af affaldsspandene ikke nødvendigvis blive udført.
Dette betyder uheldigvis at de vil forblive utømte, indtil næste tømning skal foregå - Til gene for husets gæster.
Vi kan som ejere desværre ikke ændre på dette, eller hjælpe de uheldige gæster der vil blive ramt.
Du kan bidrage til at dette ikke sker, ved at sortere affaldet bedst muligt ud fra piktogrammerne der er vist under låget på affaldsspandene. Vi er dog ikke ude i at affaldet skal skilles ad i samtlige bestanddele.
Skulle børn bidrage ved at gå ud med affald, beder vi jer også om at åbne spandene og kontrollere sorteringen i ny og næ. En sidste kontrol kort før afrejse vil også være en smuk gestus mod de næste gæster.
Vi har lagt en kasse engangshandsker til dette formål, i kurven der er placeret i forgangen.
Ønsker I ligeledes ikke at indløse pant for dåser eller flasker indeholdt i enten det svenske eller danske pantsystem, kan disse lægges i den galvaniserede spand ved indkørslen til torpet. Vi vil være taknemmelige hvis panten er skyllet indvendigt, så der ikke kommer lugtgener.
Øvrige typer af øl og sodavandsdåser må meget gerne komprimeres, så de tager så lidt plads op som muligt i affaldsspandene. Ellers løber de hurtigt fulde.
Større indpakninger i pap eller plastik vil overfylde affaldsspandene. Vi vil derfor bede jer om at deponere dem i affaldsstationen der ligger ind til højre ved Mårdaklevs bygrænse.
GPS positionen på Google maps er; 57.245506, 12.978965
På forhånd tak - fordi DU hjælper både dig selv og de øvrige gæster, med at passe på det svenske miljø.... 😊
Torpets internet er fra 2025 overgået til satelit kommunikation, efter at vi i de forgangne år har prøvet alle tilgængelige platforme og udstyr til forstærkning af signalet. Desværre er der ikke noget alternativ til denne metode.
Rør venligst ikke nogen af satellit parabolerne, og sluk ikke for noget af det internet og WIFI relaterede udstyr i huset.
Den elektrisk opvarmning. Du må gerne slukke direkte på radiatorerne, men afbryd ikke de WIFI moduler der sidder i strømudtagene. De bruges til fjernbetjening af radiatorerne, så panelerne ikke medfører brandfare når huset står tomt.
Umiddelbart før afrejse (efter aflæsning af forbrug) bedes I sikre jer at radiatorerne er tændt, og at de små radiatorer fortsat er tilsluttet via moduler i strømudtagene. Dermed kan vi også have varme på til de næste gæster.
Varmepanelerne i køkken og stue er med indbygget WIFI, og skal blot sidde i strømudtaget. De kan betjenes med den lille hvide EUROM fjernbetjening.
Varmepumpen kan betjenes med den hvide fjernbetjening. Vi vil anbefale at lade varmepumpen stå med HEAT øverst i displayet på fjernbetjeningen, og lade den stå for den primære opvarmning, da forbruget er lavere end på el-panelerne. El-paneler og brændekomfuret kan så bruges til supplerende varme.
Webcams er sat op for at sikre at torpet ikke står med materielle skader fra uønskede besøgende eller vejrliget, når torpet står tomt.
Kameraerne kan ikke afbrydes, men vi vender dem bort når vi forventer gæster på torpet. Skulle vi uheldigvis glemme dette, kan du blot give besked per sms.
Du vil dog opleve at kameraerne observerer området når vi forventer jeres ankomst. Når dette er konstateret vendes de bort indtil jeres afrejse.
Vi håber ikke I føler jer forstyrret af disse tiltag, eftersom der ikke er noget ønske om overvågning af jeres besøg.
Spørgsmål til dette kan sendes per mobil til 0045 40 19 74 26, eller på email: Skovgaard@vildmarksbassen.dk
I Älvsered ligger en "all american burger" restaurant i det gamle autoværksted. Det er indrettet og orienteret efter 50's & 60's. Maden er velsmagende, og ofte er der besøg af amerikanerbiler fra perioden. One of the good places to go.
På den gamle grænse mellem danmark og sverige (før 1789) ligger det gamle gæstgiveri & toldstation. I dag er der atter servering i Jugendhouse kitchen. En rejse tilbage i tiden.
På en sidevej blot 8 km fra huset findes dette lille sted med italiensk inspireret mad i den bedre ende. Et lækkert og intimt sted i landlige omgivelser, som vi godt kan anbefale. De kan deres håndværk...
Rosegarden i Ullared er den billigste restaurant på egnen, og velbesøgt efter en tur i Gekås. Maden er blandet kinesisk og sushi buffet, samt dessert til en fornuftig enhedspris. Højere kogekunst er det ikke, men der er mad for alle smage.
Omkring 50 km fra torpet ligger Karlsberg gård. Et besøg i Varberg kan derfor kombineres med lidt svensk landidyl. Kagebuffet er i højsæsonen. Så kig på hjemmesiden. Det er typisk i ugerne 26-34.
I Svenljunga finder I dette lille spisested. Det minder lidt om et brunt værtshus (uden røgen), men der serveres gedigen svensk husmandskost.
I Heberg lige syd for Falkenberg ligger laksebutikken, hvor menukortet for størstedelen udgøres af laks. Er du fiske elsker kan vi godt anbefale stedet. I år har de også sommerbuffet.
På glasmuseet i Limmared er der en fin frokostrestaurant, som er et besøg værd hvis man alligevel er i byen. Her er blandt andet mulighed for at smage på deres sommerbuffet.
Følg grusvejen 3 km op gennem skoven, og forbi husene ved "Åsebo".
Efter husene skal man forbi første vej på højre hånd. Anden vej til højre fører ned til søen hvor kanoen og et par både er placeret ved en lille sandstrand. Vejen ligger ca. 300 meter efter husene.
Enten ligger der en ældre grå INCA aluminiumkano, eller en mindre rød og hvid med sort tape på skillelinien. Begge kanoer er markeret med WWW.VILDMARKSBASSEN.DK
Samlet er distancen knap 3,5 km fra torpet..
NB: Kanoen er låst fast med en kæde. Nøglen ligger i den grå boks der er sat op på skuret. Koden til boksen ligger i husets info kort.
Husk nøgle til hængelås, pagajer og svømmeveste når I bruger kanoen. Den bruges i samråd med eventuelle brugere af det andet hus på torpet, efter først til mølle princippet.
Kanoen er placeret på position 57.22061 12.91755 på Google maps.
Sverige (og Norge) har en unik tradition (og lov) så alle har ret til at opholde sig i naturen. Sæt dig ind i de simple regler før du drager ud i kano, eller tager på svampe- eller blåbær- jagt.
Ønsker du at tage på kanotur, er der en stribe gode ruter i området. Vær dog opmærksom på at der er overbæringer.
Som gæst på et torp i sverige, vil disse begreber være noget du støder på.
Ødegård: Kan som navnet antyder let misforstås som et fjerntliggende hus.
Det er meget normalt at man lægger mærke til begrebet øde og dermed tænker fjerntliggende. Vi skal dog kigge tilbage på de ældre nordiske termer, hvor øde både betyder fjerntliggende eller ene, men også forladt.
Når et hus har stået tomt, eller rettere stået uden faste beboere, og det ikke længere blev drevet som en gård. Skete det ofte at de omkringliggende gårde kaldte stedet øde. Også selv om det senere atter fik nye beboere, med et andet livsformål.
I Sverige har denne term især været normal siden den store udvandring til Amerika i det 18. århundrede, hvor rundt regnet 1/3 af den svenske befolkning emigrerede.
Dermed betyder "ødegård" en gård der "har ligget øde". Det kan atter kan være befolket. Ofte dog som et fritidshus.
Torp: Har sin oprindelse i de små bebyggelser, hvor beboerne levede - eller rettere overlevede - ved at dyrke et lille stykke jord, og supplerede det sparsomme udkomme ved at arbejde for gårdene i dalen.
Navnet hænger nu ved disse små steder i nutiden. I danmark ville man nok bruge udtrykket "husmandssted".
Backa stuga: Når beboerne i et torp blev gamle, kunne de med lidt held få et lille hus på udyrket land, så næste generation kunne overtage og drive torpet. Ofte lagde dette "lille hus" på en skråning - Altså en "bakke stue".
For at spare på bygge materialerne kunne den være gravet ind i bakken, så man kunne spare at bygge den ene væg, og blot erstatte den med tørv. Dette virker måske lidt usselt, men var trods alt bedre end et liv på datidens fattiggård.
I Mårdaklev er det lange hus et retræte bolig i form af en backa stuga efter et tidligere soldat torp. Her har man dog haft råd til at bygge vægge hele vejen rundt om huset.
Loppemarkeder er heldigvis en folkesport i sverige, og vi elsker at gøre loppefund. Her kan du finde masser af dem.
Den gamle glasbruksby Limmared har fået nyt liv med 14 second hand, antikvariske og retro-butikker. Her er meget spændende at kigge på, på trods af det lidt høje prisleje. Butikkerne er åbne tirsdage og lørdage.
Ca. 10 km fra Ullared mod Falkenberg ligger Hilles loppis bag Köinge kirke. Adressen er Köinge 131, 310 60 Ullared.
Dette loppis er et af de større i området, og absolut et besøg værd.
Loppis, eller loppemarkeder er en del af besøget i sverige. Et af vore favoritter er Pia & Lennart's loppis. Desværre er det kun åben om lørdagen i ulige uger. Se deres FB profil her.
I Ullared ligger Gekås. Et gigantisk shopping & outlet center. Det har ikke sin lige i norden. Seneste udvidelse udgjorde et areal på 10.000 kvm, ved at fjerne en granitknold på 450 tons. De har endog egne flyruter fra Kiruna i nordsverige, og egne shopping hoteller i Ullared.
Siden vi overtog det ældste hus heroppe i foråret 2008, er renovering og vedligehold blevet et løbende projekt. Vi ønsker et torp i en stand der passer til behovene for vores familie - Det drejer sig ikke om luksus, men må gerne have masser af "originalitet".
Senere i 2016 overtog vi det nederste torp. Det er hvad siden her handler om.
Den første vinter efter overtagelsen, gik med at forbedre fejl og mangler. Materialevalg og kvalitet havde sine mangler på det arbejde der var udført på huset. Mine evner som tømrer blev både testet og forbedret. Der skulle tømres, snedkereres, tilpasses, fuges og males i stor stil. Knap 50 tuber acrylfuge forsvandt ind i sprækker og huller, alene for at have en ordentlig sikring mod uvelkommne besøg af mus.
Samtidig skulle alle husets elektriske installationer gennemgås. Det var en spændede proces, hvor de originale kontakter i bakelit blev bevaret og sat i stand hvor det var forsvarligt. Kablerne var af stof, og stod for udskiftning.
Samtidig kunne jeg skabe balance i husets forbrug på de 3 hovedsikringer, der trods alt kun er på 16A.
Foråret 2017 fik vi lavet de små snørklede stier blandt træerne i bunden af haven. Ideen er at få nysgerrige sjæle til at gå på opdagelse, og vi har oplevet at navnlig børnene blandt vore gæster hurtigt er på "ekspedition"
Om efteråret gik vi i gang med spisestuen. Bag adskillige lag tapet dukkede de mest fantastiske bjælker frem. Vi valgte at opsætte paneler på den nederste del af væggen, så den kunne ventilere. Bag det inderste lag tapet fandt vi et avisudklip fra 1912 om tuberkulose. Gennem dette klip fik vi dermed dateret rummet, der i dag fremstår bedre end godt i vore øjne.
I vinteren 2019 stod daglig stuen for tur. Vægge blev strippet for træuld, og gulvet blev brudt op. Gulvplankerne blev skiftet, ligesom de bærende remme fik også tærede dele udskiftet. Dette har skabt plads til et musesikkert lag isolering , der gør at rummet ikke længere er fodkoldt om vinteren.
Bjælkevæggen ind mod spisestuen viste sig at være så flot at den bare måtte fremstå ubehandlet. De øvrige vægge var af normal svensk træhus konstruktion, og blev derfor beklædt, malet og tapetseret. Listen mellem tapetserede og malede flader er håndlavet, så vi også fik prøvet kræfter af på de finere detaljer.
Loftets beklædning af spæn-pap blev fjernet, og revnerne mellem de rå brædder fuget. Herefter blev loftet malet. Vurder bare selv det utrolige resultat. Vi nåede i mål med renoveringen før sommeren 2020, let forsinket af Covid der lukkede grænserne store dele af vinteren.
Sommeren 2020 spøgte Covid fortsat. Mindre udlejning betød at vi havde mulighed for at bygge shelteret i bunden af haven. Her kunne vi bruge de materialer der var til overs fra tidligere projekter, og genbruge plankerne fra stuegulvet. Det blev derfor hurtigt et projekt i optimering af eksisterende materialer, og kun gulv og remme er indkøbt til projektet. At vi har valgt terasseplanker og lagt dem med afstand, gør at gulvet er selvrensense for skidt og snavs efter brugerne.
I 2022 blev køkkengulvet malet med ordentlig gulvmaling af god kvalitet. I 2023 blev loftet i soveværelserne fuget mellem brædderne og malet. I 2024 fik vi også malet gulvet i forgangen. Efter at have fjernet et gammelt murstensfundament til en brændeovn ved skorstenen i værelset, fik vi malet gulvene i de resterende rum på loftet.
Gavlen over forgangen er blevet renoveret og malet i foråret 2025, og møbleringen i dagligstuen er fornyet med en 2 personers sofa og lounge stole.
Forhåbentlig giver dette indblik i at vi har nået meget, men er endnu ikke i mål. Vi regner ikke med at komme til at kede os heroppe de næste mange år. Nye projekter kommer løbende...
I Falkenberg blot 50 km fra torpet, er der den mest fantastiske butik med frilufttøj i god kvalitet. Selv prisen er fornuftig. Stedet kan kun anbefales.
Hvis du alligevel vil besøge Isaberg, Store Mosse eller High Chaparral, ligger denne lille hygge lige outdoor butik kun en lille omvej væk. En sidegevinst er at vejen tilbage til Mårdaklev byder på natur ud over det sædvanlige.
Fra hembygdgården går rød rute op over klevet, og her er en storslået udsigt. Gå forbi vognporten, langs vejen, og tag trappen op og stien ned. Stien kan være våd i fugtig vejr. Ruten går forbi de gamle grænseskanser mellem danmark og sverige.
Store Mosse er en højmose med en diameter på 10 km. Her er en unik natur, samt fantastiske vandreruter på spange ud over mosen. Dertil er der et "Naturum" hvor du kan nyde madpakken, og studere mosen.
Følg den gamle grænse ud forbi Danabäcks sten, der er et af de 6 sten som oprindelig markerede grænsen mellem de gamle kongedømmer.
Hallandsleden er en længere vandrerute med overnatningspladser. En del af ruten ligger dog så tæt på torpet, at der er grundlag for at prøve den under et besøg.
Ønsker du at indløse fisketegn, hedder områderne:
Östra Frölunda-Mårdaklevs FVO (Storesøen og elven)
Kalv FVO (Kalv sø)
Fegen FVO (Fegen sø)
Eftersom Ätran og Lilleåen har deres egen lakse stamme, der går helt op til vandkraftværkerne, er det relevant med et lille indlæg for laksefiskere.