Familien Skovgaard Bernts nytårshilsen.

 

 

 

Kære alle...

 

Vi vil gerne starte 2013 med en lille hilsen til vores familie, venner og bekendte.

 

 

2012 er et af de år som har benyttet overhalingssporet hos familien Bernt. Danmarks største spejderlejr blev bygget, benyttet og endelig nedtaget i udkanten af Holstebro. Godt 30.000 spejdere og friluftsfolk var samlet til en hæsblæsende uges totalt forrygende aktiviteter og sammenhold.

 

Familien var engageret til op over ørerne. Esben og Marie var begge med som storspejdere, Signe deltog som lederbarn, Dorte var sygeplejerske på lejrhospitalet, og jeg stod sammen med en fantastisk gruppe hjælpere for driften af lejrens aktivititetsarealer. Ikke så mærkeligt at tiden gik godt med dette projekt.

 

Heldigvis har vi både set og oplevet meget mere i årets løb. Selv om der var rigelig med oplevelser i den ene ting.

 

Hytten i Sverige fik henover foråret en tiltrængt restaure-ring af tagets forside. Det skete med god hjælp og gav heldigvis også anledning til flere hyggelige stunder deroppe. I løbet af året har vi til vores glæde også set hvorledes vore flittige naboer med stor flid virkelig har fornyet nabohuset til det ukendelige. Så her midt på vinteren ser vi frem til atter at møde både hytte og naboer i Sverige. Og nok også give en kærlig hånd til bagsiden af taget, samt skorstenen.

 

Arbejdsmæssig er vi begge samme steder som sidste år. Krisen kradser, men vi værdsætter meget at være blandt dem der har et arbejde at stå op til.

Dorte er på børneafdelingen på Kolding sygehus, hvor hun både får stillet sin trang til udfordringer ved sygeplejen, og på det mere opsøgende plan, i forbering af patientplejen.

Carsten trives i el-forsyningen, og nyder det daglige virvar af alskens opgaver der skal løses. Der er lidt blæksprutte over jobbet, hvilket ligger godt til mig (der må grines, eller udøves en vis forståelse for sprogbruget ;o)

 

Marie har dog valgt at tage et år på Kongeådalens efterskole i Foldingbro. Et valg hun er glad for. Så glad at første kommentar på skolen efter juleferien var "Endelig hjemme igen". Skolen dyrker både friluftsliv, maleri, musik, og har et godt sanglokale. Kombineret med en dygtig lærestab, har hun bestemt ikke fortrudt valget.

 

Esben går nu i Smidstrup skole, hvor han trives. At han samtidig gør sit til at vi aldrig står med madrester, og forresten snart er den højeste, gør at vi bestemt ikke overser vores yngste ægte teenager i huset.

 

Også Signe er på vej i skolesystemet. Hun går i indskolingen, og er glad for al lærdommen. Faktisk er hun nu ved at være lige så stor en læsehest som hele resten af familien. Og det er vel ikke den værste last at have.

 

Uge 42 fik vi så famieforøgelse. En lille tæve kom til verden, og er nu den frækkeste hvalp vi kan ønske os. Som ønsket (og planlagt) har Frigg arvet Sif's gode sind, så den er samtidig lærenem, og med mod på lidt opdagelse. Ikke en ringe cocktail for 3. generation af vores første hund, Chanel.

En følge er dog at jeg har måttet pensionere Sif som tjeneste-hund i hjemmeværnet. Det er med gode minder om rigtig mange timer i sol, regn, frost, og sne - Så vi kan håbe der engang atter bliver lige så god plads til Labradorens lugtesans, som til Rottweilerens evner som vagthund. Før kommer Frigg desværre ikke i det grønne tøj.

 

Et godt år kan ikke gennemføres uden malurt i bægeret. Vi kunne godt ønske os noget andet, men må konstatere at det er mellem 30 og 50 man rent statistisk er mest disponeret for ryglidelser. Dorte har nu måttet gå syge-meldt med discusprolaps i et par måneder, og selv om det nu er bedre, kan vi godt se at der er lang vej igen.

 

Heldigvis er der meget positivt at tænke over i året vi netop har begyndt, og vi håber hun kommer på fode igen inden vi atter skal op til Hytten.

 

Jeg kunne blive ved. Der er meget at nævne. Venner vi har set. Nye venner der er kommet til. Besøg fra storbyen, og meget andet. Med udgangspunkt i ordene; Ingen nævnt, ingen glemt håber jeg ingen vil føle sig forbigået.

 

 

 

Og uanset ser vi frem i håbet om at mødes med jer i 2013.

 

Godt nytår til jer alle.

Signe, Esben, Marie, Dorte & Carsten Skovgaard Bernt

Samt Sif & Frigg, Chip & Chap.

 

vore

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vildmarksbassen.dk © 2008 • Rettigheder og nyheder

Velkommen til Vildmarksbassen.dk

 

Vi har i 2011 valgt at sætte vores nytårshilsen op via web.

Der er ikke forbindelse fra hjemmesiden til denne hilsen.

Vildmarksbassen.dk