|
Et hundeliv.
Vores familie har 2 hunde, direkte i 2. og 3. slægtsled efter vores første hund.
Den væsentligste årsag til dette er at vi med den linie har hunde med et roligt gemyt, kombineret med en passende mængde gå på mod.
Samtidig er Formel 1 labradoren en behagelig størrelse som ikke fylder meget, og alligevel har hurtighed og udholdenhed til en hel dag på jagt.
Derved kan vi altid uden problemer tage hundene med på jagt, spejderture, fjeldvandringer, eller blot op i vores hytte i Sverige.
Undersider:
  
Hunden som en del af familien.
En rød tråd i enhver form for hundehold, må være at hunden skal kende sin plads i flokken. Punktum. Overholdes denne simple regel vil en stor del af alle konflikter være løst - eller rettere, de vil ikke opstå.
Jeg ser desværre alt for ofte at hunden bliver så stor en del af familien, at den faktisk overtager et menneskes rolle i hierakiet.
Her skal man huske at hunden altid vil kæmpe for en plads i den sociale rangorden. Får den mulighed for det, vil den udfordre flokken for at komme længere op i hierakiet.
Er den ikke 100% klar over dens plads i flokken, vil den derfor være tvunget til at skulle søge at finde et sikkert ståsted, hvorved den også automatisk vil være usikker på hvilke rettigheder den har i familien.
Er det oven i købet sådan at den har haft rettigheder på højde med resten af flokken/familien, er det ikke mærkeligt at den vil beholde disse. Her er det at problemerne som regel opstår.
Heldigvis kan det forebygges med simple foranstaltninger helt fra starten:
Først af alt skal man som hundeejer gøre sig klart at hunden ikke optræder på lige fod med mennesket. Du skal ikke flytte dig når hunden kommer og vil ligge i sofaen, og man lader ikke hunden spise med ved bordet. Accepter heller ikke ved at den får stukket mad ned til sig under måltidet.
Dernæst bør man sørge for den grundlæggende lydighed. En hund bør som et minimum kunne gå fornuftigt i snor, komme når man kalder, og lægge sig på kommando. Ihvertfald hvis man problemfrit skal kunne færdes i offentligheden.
Helt generelt drejer det sig blot om at følge dette kodeks som de danske dyrlæger har fremlagt her i 2014:
Sådan håndterer du din hund
Praktiske råd for færdsel med hund:
Lad aldrig din hund løbe hen til en fremmed hund i snor
Hvis din hund skal hilse på en anden hund, så aftal det med hundens ejer først
Hils kun selv på en fremmed hund, når du har aftalt det med hundens ejer først
Forebyggende tiltag:
Lær hundens sprog og signaler at kende
Brug kun positive træningsmetoder og undgå straftræning
Fortsæt med at træne med din hund, også når den bliver ældre
Sørg for, at du har et sikkert indkald af din hund. Slip den ikke, hvis der er risiko for, at den løber efter biler, cyklister, løbere eller vildt
Kilde: Den Danske Dyrlægeforening
Træningsmetoder
Lydigheden kan trænes med ros eller ris. Skælder du hunden ud når den gør tingene forkert, vil du hurtigt opleve at den syntes at træning er en temmelig trals ting.
Giver du den derimod rigelig ros/godbidder når den gør det rigtigt, og blot et nej når den gør det forkert vil den synes at det er sjovt at træne, og med tiden lære alt det du lyster.
Derudover kan der trænes på iver eller byttedriften. Metoden er let at gå til, og får hunden op i gear. Bagsiden er at hunden kan blive kørt så meget op at den faktisk ikke er modtagelig for indlæring.
Eksempelvis vil apportering være oplagt at træne ind med byttedriften. Her kan den gå sin sejrparade med byttet i munden, og være stolt af det.
En ting som afdækningsøvelser er til gengæld lidt selvmodsigende i forhold til byttedriften. Her skal den jo helst blive liggende roligt.
Når det ikke er hensigtsmæssig at hunden køres op, kan der istedet trænes på rolighed. Tal rolig og dæmpet til hunden under øvelsen. Fortsæt øvelsen når den gør det rigtigt og være passiv når den gør det forkert. Undervejs skal den tilrettevises i samme rolige tone når den ikke forstår hvad du vil. Men så snart opgaven er udført rigtigt skal der roses og man må gerne lege byttedrift med bolden. Metoden kan bruges ved almindelig lydighed af nye hundejere, men man skal have den fornødne vejledning hvis man går videre til eksempelvis apportering, fjern afdækning eller bide arbejde.
Klikkertræning går på genkendeligheden. Du træner med ros, og fører efterhånden godbidderne over på klikket. Når den gør det rigtig skal klikket falde prompte på det rigtige sted - hver gang. Hunden lærer hurtigt og syntes at det er sjovt. Men metoden skal læres, og bør ikke bruges af uøvede hundeejere uden vejledning.
 
Frigg Sif
Hundetrænerens opgave er til enhver tid at råde og vejlede dig. Husk at det er dig der er hundens ejer. Så selv om du er på træningsbanen skal du ikke træne med metoder du ikke selv kan stå inde for. Selv om træneren siger du SKAL.
Og trænere der favoriserer bestemte typer hunde skal du bare gå i en stor bue udenom. De er ofte så snævertsynede at det ikke er værd at ødelægge hunden i deres selskab.
Hvem bestemmer
Endelig bør man løbende lave små øvelser som viser hvem der er overhunden. Manøvren kaldes dominans øvelser. Ideen er at vise hvilken plads hunden har i flokkens rangorden. Her er et lille udpluk af effektive øvelser:
- Lad den først spise efter at resten af familien har fået mad.
- Få den afdækket i mindst 1 minut, og indtil du giver kommando til at den er fri.
- Sørg for at nusse den i ører, snude, mund, lyske, og under halen uden at den
snerrer (her er gevinsten forøvrigt at du gør livet nemmere for dyrlægen, samt
ved sygdom eller pleje af sår).
- Sig fra når den trækker mens I går tur. Skift kurs ofte, eller stå stille til den er
på plads. Den behøver ikke at gå perfekt, men det er dig der bestemmer farten.
Hvis hunden smasker lidt og slikker sig om mundvigen efter veludført øvelse, er det tegn på at den gerne vil behage dig, og kender sin plads i flokken.
| 
