Optakten og folketingsbeslutningen

I begyndelsen af august 1990, hvor Irak invaderede Kuwait, deltog korvetten OLFERT FISCHER sammen med den øvrige del af Flåden i den årlige øvelse DANEX (90). Alle fulgte med spænding udviklingen i Mellemøsten, og de færreste havde vel fantasi til at forestille sig, at korvetten blot en måned senere ville være på vej mod Den persiske Golf.

Uanset det historisk set ingenlunde var uden fortilfælde, at danske flådestyrker har været udsendt til løsning af opgaver fjernt fra Danmark, opfattedes det alligevel som en usædvanlig begivenhed, at Folketinget den 31. august 1990 besluttede at sende en korvet til Den persiske Golf for at være med til at håndhæve FNs Sikkerhedsråds resolution om sanktioner mod Irak.

Folketingets beslutning var et afgørende brud med mange års ”berøringsangst” i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og var dermed også et markant politisk signal til ikke mindst vores allierede. I stedet for passivt at se til ville Danmark spille en aktiv rolle for at sætte en stopper for den irakiske præsident Saddam Husseins uhyrligheder mod Kuwait. En ny epoke i dansk forsvar tog form og fundamentet for den sikkerhedspolitiske profil, som Danmark siden fik, fortsat har og anerkendes for, blev skabt.

Folketingsbeslutningen den 31. august og den efterfølgende forholdsordre til korvetten indebar, at der alene blev givet tilladelse til at anvende militære magtmidler i det omfang, det blev nødvendigt for gennemførelse af de operative bestemmelser i FN Sikkerhedsråds resolution nr. 665. Skibet måtte derfor karakteriseres som ”ikke krigsførende”, hvilket indebar, at korvetten alene kunne benytte magtanvendelse i overensstemmelse med resolution nr. 665. Korvetten måtte ikke tage del i kamphandlinger vendt mod Irak. I så fald måtte Folketingets samtykke på ny indhentes.

På denne politiske baggrund indledtes klargøringen af korvetten til operation FARAWAY. Dette navn fik operationen, og næppe mange andre end danskere kunne have fundet et navn, der så tydeligt viste selvfølelsen vedrørende korvettens udsendelse!

Forberedelsen

Allerede dagen efter Folketingsbeslutningen sejlede korvetten ud fra den daværende Flådestation København på Holmen lørdag den 1. september med kurs mod Svendborg værft. Der skulle bl.a. installeres aircondition, idet temperaturerne i operationsområdet var rapporteret at ligge i omegnen af 45 grader celsius. Desuden skulle der monteres skudsikre måtter omkring styrehuset, Radar Cross Section dæmpende materiale, chaff-anlægget SEA GNAT samt ismaskiner rundt om i skibet. Samtidigt indledte Søværnets Materielkommando en forceret anskaffelse af NATO Link 11 sporudvekslings system i samarbejde med adskillige samarbejdspartnere og firmaer. Hidtil var et typisk forløb fra beslutning til anskaffelse og operativ status for et sådant anlæg til skibsbrug mindst 12-15 måneder – nu skulle det vise sig om det kunne lade sig gøre på 2 måneder.

Sideløbende med de omfattende installationsarbejder forestod gennemførelsen af et intensivt uddannelsesprogram på rekordtid. Men forinden var det nødvendigt at supplere besætningen helt op. Forsvarskommandoen og Søværnets operative Kommando havde givet korvetten tilladelse til at henvende sig direkte til de øvrige eskadrer. Rent praktisk betød det, at divisionsofficererne fik mulighed for at håndplukke det personel, vi ønskede. Det bemærkelsesværdige var, at langt hovedparten af de adspurgte øjeblikkeligt var klar til opgaven. Selv med kun 10 dages varsel.

Mandag den 3. september var alle mødt om bord og de, der manglede funktionsuddannelser, blev beordret til de respektive uddannelsesinstitutioner. Da OLFERT FISCHER i ugen inden afsejlingen var på værft, oprettede divisionsofficererne midlertidigt ”hovedkvarter” i søsterskibet NIELS JUEL, der lå på Holmen. Herfra blev samtlige aktiviteter koordineret.

Korvetten og især det nyligt ankomne personel var under hårdt tidspres. Mange af de påkrævede uddannelser ville under normale omstændigheder tage adskilligt flere uger, end vi havde til rådighed. Derfor var det nødvendigt at udvide undervisningstiden fra tidlig morgen til midnat ugen igennem for at nå det hele. Og vi nåede det – takket være besætningens seriøsitet og entusiasme og uddannelsesinstitutioners fleksibilitet og professionalisme.

Lørdag den 8. september sejlede OLFERT FISCHER fra Svendborg Værft med kurs mod Flådestation Korsør, hvor vi tog HARPOON missiler om bord. Efter den varsomme ombordtagning forlagde korvetten dagen efter mod Kattegat Syd for at gennemføre sø- og luftmålsskydninger samt afprøvning af ny type luftmåls-ammunition. På Holmen tog vi om mandagen en anden version SEA SPARROW missiler ombord (udlånt af den norske marine), som var bedre egnet til nedskydning af lavtgående antiskibs missiler (”sea skimming missiles”) end den type, søværnet sædvanligvis var udrustet med. Årsagen til dette typeskift skyldtes det forhold, at de irakiske Mirage F1 jagere var bevæbnet med lavtflyvende EXOCET missiler, som formentlig ville udgøre den største trussel. Ligeledes havde vi af den hollandske marine med få dages varsel lånt et passende antal mandbårne STINGER missiler. Efterfølgende ville en del af besætningen modtage den nødvendige uddannelse til betjening heraf. Uddannelsen foregik i Holland, mens korvetten forlagde sydover.

Personellet påmønstrede efter endt uddannelse den 22. september på Kreta, hvor korvetten gjorde et kort fuelstop. Med den nye artilleri-ammunition, de nye SEA SPARROW missiler suppleret med de mandbårne STINGER missiler kunne korvetten ganske enkelt ikke udstyres meget bedre og dens luftforsvarskapacitet var dermed helt i top.

Kursus i gennemsyn og kontrol af civile skibsdokumenter

Ugen inden afsejlingen tilbød rederiet A.P. Møller - med vanlig sans for rettidig omhu - et ”kursus” i gennemsyn og kontrol af civile skibsdokumenter og –certifikater samt rundvisning i et containerskib. Det blev det store MARGRETHE MÆRSK, der under et ophold i Bremerhaven, Tyskland blev målet for en én-dags flyverejse for en håndfuld af OLFERT FISCHERs officerer.

På daværende tidspunkt var der i søværnet ikke noget udbredt kendskab til embargo-operationer, og dagens orientering gav derfor en værdifuld indføring i internationale skibspapirer. Den praktisk opfølgning fandt sted i Golfen med hjælp fra US Coast Guard Law Enforcement Detachment (USCG LEDET) teams. Hensigten var, at korvettens boardinghold - under beskyttelse af Søværnets Frømandskorps - skulle kunne optræde sikkert og professio­nelt ved eventuelle bordinger.

- netop denne korvet?

I tiden op til folketingsbeslutningen fornemmede mange måske, hvor det bar hen. Det værste var egentlig usikkerheden og ventetiden, indtil det var afgjort, at det netop var OLFERT FISCHER, der skulle sendes til Golfen. Valget af netop denne korvet blev betinget af antal driftstimer på de forskellige anlæg om bord, og det viste sig klart, at netop OLFERT FISCHER var den korvet, der var bedst teknisk forberedt på det tidspunkt. Sideløbende med OLFERT FISCHERs klargøring indledte søsterkorvetten PETER TORDENSKIOLD sin forberedelse med henblik på en eventuel afløsning.

- en helt normal opgave!?

Det er klart, at mange gjorde sig tanker om, hvad der var i vente og hvad opgaven indebar. Det var hævet over enhver tvivl, at det ikke var nogen rar tid for de pårørende, for besætningsmedlemmerne kunne ikke i detaljer på forhånd orientere om, hvad opgaven indebar eller hvornår hjemkomst på ny ville finde sted. Selv om mange om bord udtalte, at de betragtede dette som en helt normal opgave, om end den skulle udføres under noget sydligere himmelstrøg end vi var vant til, skulle det senere vise sig at blive et usædvanligt og langt mere spændende og udfordrende togt, end vi havde forestillet os.

Kort før afgangen fra Holmen talte forsvarsminister Knud Enggaard til besætningen om betydningen af den forestående opgave. Og efterfølgende gav chefen for Søværnets operative Kommando, kontreadmiral Knud Borck os de sidste formanende ord, inden korvetten med kommandørkaptajn Henrik Elbro som chef den 12. september præcis kl. 1900 forlod Flådens Leje (Holmen).
Mange af dette blads læsere overværede formentlig korvettens afgang enten via TV eller fra Langelinie og man må vel konstatere, at bedre pressedækning og positiv omtale kunne søværnet næppe have ønsket sig. Besætningen fornemmede med rette, at vi havde det meste af nationen i ryggen, når vi nu begav os ud på et togt, der - uden begrænsende fodnoter - skulle bringe os sydligere end noget dansk orlogsfartøj havde været de seneste 90 år.

Med Langelinie fyldt til bristepunktet af vinkende pårørende, slæbebåde med aktive vandkanoner, dusinvis af kanoer og robåde med rejste årer til hilsen, var det ikke unaturligt, at en følelse af national stolthed vældede op i de ombordværende. En afsejling ingen af os, der var med, nogensinde vil glemme.
Passagen af Kronløbet satte et punktum for 14 hektiske dages forberedelser. Om sider var vi til søs, og vel klar af Drogden kunne vi nu vende blikket og koncentrationen fremad.

Forlægningen

I løbet af natten gennemførtes kontrol og justering af korvettens "Radar Cross Sections" i farvandet ud for Stevns med assistance fra Forsvarets Forskningstjeneste. Herefter, via Kielerkanalen, stod vi et døgn efter afgangen fra Holmen ud i Tyske Bugt, videre derfra til Den Helder i Holland, hvor det personel, der var udpeget til STINGER-uddannelse blev sat i land. Med korvetten toppet op med olie og vand forlod vi senere samme dag den hollandske flådebase og passerede i nattens løb i magsvejr Den engelske Kanal.

I øvelsesområdet ud for Plymouth gennemførtes et vellykket missil skud med nedskydning af et RUSHTON slæbemål på en afstand af 15.000 yards. En tilfredsstillende formiddag og en komfortabel fornemmelse for alle om bord at vide, at vort vigtigste selvforsvarssystem virkede upåklageligt. Efter et kort møde med den danske forsvarsattaché i London, kommandør Erik Fage-Pedersen, stod vi efter missilskydningen sydvest over mod Biscayen, som årstiden til trods viste sig fra sin venlige side.

Det gode vejr og den vellykkede start på togtet satte sit tydelige præg på besætningen, der var klar til de kommende udfordringer og højt motiveret. Den umiddelbare udfordring var ikke mindst at få åbnet de mange kasser, der til sidste øjeblik inden afgang var taget om bord og få mønstret, registreret og stuvet de store mængder grej. Meget var nyt og ukendt for besætningen, og teknikofficeren og skibslægen havde travlt med at forberede specialuddannelserne for besætningen i brugen af nye ABC-masker, -dragter og meget andet.

Mandag den 17. september, hvor vi midt på dagen passerede Kap Finisterre på den spanske nordvestkyst, startede et omfattende uddannelsesprogram, der primært bestod i intensiv træ­ning i anvendelse af det nye ABC-udstyr. Men også sanitetsøvelser, vedligeholdelsesskydning med håndvåben, afprøvning af SEA GNAT, materielkendskab, orientering om sejlads i varme, imødegåelse af tropesygdomme og meget andet blev gennemført, alt imens vi passerede den portugisiske kyst.

Da vi var tværs af Cadiz sås det smalle Gibraltar stræde på radaren og kort efter ankomst til den engelske kronkoloni kunne der gives landlov. Vi havde nu ca. 1/4 af forlægningen bag os.

Kasserne med tropetøjet - store forventninger

Under forlægningen fra Gibraltar til Souda Bay på Kreta fortsatte det intensive uddannelses­program. Besætningen gik til opgaven med beundringsværdig ildhu. Syd for Sicilien fik vi en kærkommen lejlighed til at gennemføre en luftforsvarsøvelse i selskab med fem italienske korvetter og en eskadrille F-104 STARFIGHTERE. Samtidigt åbnedes kasserne med tropetøjet under store forventninger; det viste sig, at der var valgt grå FN skjorter, bermudashorts og knælange uldne strømper til sorte (solide) sandaler. Måske ikke det mest elegante valg, men sandsynligvis det bedst opnåelige, omstændighederne og tidsfristen taget i betragtning.

Efter et døgn på Kreta og en enkelt ”baderulle” fortsatte vi på turbine i de næste 24 timer indtil ankomst til Port Saids red i Ægypten. For første gang på togtet mødte vi her en gennemgribende anden kultur og mentalitet. For at være forreste skib i den sydgående konvoj i den 193 km lange Suez-kanal måtte det ægyptiske bureaukrati adskillige gange bestikkes - med toldfri cigaretter. Vi oplevede endda, at lodsbåden sejlede op på siden af korvetten og kækt spurgte, om vi havde gaver eller cigaretter til ham, underforstået at ellers ville ekspeditionstiden blive væsentligt forlænget. Danske søfolk, der ofte besejler Suez-kanalen, havde inden vi forlod Danmark fortalt, at vi ikke skulle være nærige med ”smørelsen”, hvilket vi så heller ikke var. Det lykkedes os derfor at komme forrest i konvojen, hvilket stillede os noget mere fleksibelt i fald noget uventet skulle ske.

Svært bevæbnede ægyptiske lastbiler

Den danske ambassadør i Ægypten, Jørgen Bøjer, havde inden afsejlingen fra Port Said oplyst, at svært bevæbnede ægyptiske lastbiler ville følge os fra Sinai-halvøen gennem passagen af kanalen af hensyn til terrorist truslen. Irak havde nemlig udtalt, at krigsskibe, der passerede Suez med det formål at deltage i blokaden, var potentielle mål. Derfor blev korvettens våbensystemer klargjort og bemandet. Desuden anlagde alle ”hundetegn”, og situationens alvor gik mere og mere op for besætningen. Efter 18 timers sejlads var vi igennem kanalen og sørejsen fortsatte sydover i Det røde Hav.

45 grader i skyggen

I den nordlige del af Det røde Hav og ud for indsejlingen til Aqaba-bugten havde USA placeret en del enheder, herunder bl.a. et par missil krydsere af TICONDEROGA-klassen og et hangarskib beskyttet af adskillige eskortefartøjer.

Medens besætningen 14 dage efter afgangen fra Holmen var optaget af at fotografere delfiner for boven, passerede vi i løbet af dagen Krebsens Vendekreds. Middagstemperaturen sneg sig støt op i nærheden af de 40 grader og med en fugtighedsprocent på 90 var det næsten uudholdeligt at opholde sig på dækket. Værre blev det imidlertid i Jeddah i Saudi Arabien, som vi kortvarigt anløb for at bunkre. Her var temperaturen 45 grader i skyggen, hvilket gav os en forsmag på de betingelser, som korvetten og dens besætninger skulle arbejde under det kommende år – for ikke at tale om havvandstemperaturer over 25 grader – en udfordring for kølingen af hovedmotoren. I Jeddah kunne der ikke gives landlov, men en tur på kajen gik dog an, om end de Kalasnikov bevæbnede pakistanske lejesoldater mistroisk sendte især den kvindelige del af besætningen undrende blikke.

Atter til søs genoptog vi uddannelsesprogrammet med bl.a. klartskibsøvelser og test af krigsammunitionen til 20mm batterierne alt imens, vi passerede Sudan og Etiopien om styrbord og Saudi Arabien om bagbord.

Da vi sejlede igennem Bab El Mandeb strædet i Rødehavets sydlige del mellem Djibouti på det afrikanske kontinent og Yemen på Den arabiske Halvø, var beredskabet om bord forhøjet. Det skyldtes udelukkende Yemens tvivlrådighed i Mellemøstkrisen og landets slet skjulte sympati for Saddam Hussein.

11 grader 52 minutter Nord

Ved middagstid den 29. september nåede vi i Den adenske Bugt sørejsens sydligste breddegrad, nemlig 11 grader 52 minutter nord. Herefter gik det mod nordøst og gennem det ækvatoriale stillebælte rundede vi Afrikas Horn. Den efterfølgende dag stod vi ud i Det indiske Ocean og fornemmede tydeligt nordøstmonsunen og oceandønningerne.

I Det arabiske Hav ud for Oman testede vi for første gang på turen korvettens OTO MELARE kanon mod en udlagt skydepilk. Formålet var at klarlægge den højere krudttemperaturs forøgelse af mundingshastigheden samt corioliskraftens indflydelse på disse breddegrader.

Natten mellem den 2. og 3. oktober etableredes 2. beredskabsgrad før passage af Hormuz-strædet. Om morgenen den 3. sejlede vi ind i Den persiske Golf og fornemmede historiens vingesus. Dels skrev vi dansk flådehistorie, dels afsluttedes Den kolde Krig med Tysklands genforening netop denne dag.

Ved ankomst til havnen Jebel Ali 40 km sydvest for Dubai i De forenede arabiske Emirater afsluttedes en over 7.000 sømil lang sørejse, og korvetten blev modtaget af den danske ambassadør i Emiraterne, Bent Kiilerich.

Togtets to første faser, nemlig forberedelsen og forlægningen, lå bag os. Vi var nu klar til tredje fase – det egentlige formål med vores tilstedeværelse – deltagelsen i den maritime blokade.

Den første tid i operationsområdet

Som led i forberedelserne til korvettens deltagelse i FN-blokaden, var Chefen for Søværnets operative Kommando i midten af september taget til Dubai for at orientere sig om forholdene og for at meddele de tilstedeværende nationer, at et dansk orlogsfartøj var undervejs.

Operationsområderne var inddelt i tre hovedfelter. ALFA (øst for Hormuz strædet), BRAVO (vest for Hormuz) og endelig CHARLIE (den centrale Golf). Kontreadmiral Knud Borck (CH SOK) havde meddelt, at OLFERT FISCHER indledningsvis ville patruljere i BRAVO-felterne og senere i de mere fremskudte CHARLIE-felter, hvor foreløbig kun orlogsskibe fra USA, Storbritannien og Canada opererede.

Kort efter korvettens ankomst til Jebel Ali blev officererne i operationsrummet og vagtcheferne inviteret om bord i HMS JUPITER, en britisk LEANDER-klasse. JUPITER havde været på patrulje i Golfen siden juli og var derfor nøje bekendt med forholdene. Vi fik en meget nyttig og informativ briefing om, hvordan man opererede og samarbejdede og ikke mindst, hvor meget briterne havde set til det irakiske flyvevåben, hvilket dog var ret begrænset.

Under opholdet blev LINK 11 installeret i korvettens operationsrum (O-rummet), hvilket var afgørende for en tilstrækkelig god varsling samt en smidig billedopbygning i samarbejde med vores kolleger i koalitionen. Der blev hermed ”skrevet verdenshistorie” – ingen havde før danskerne formået med succes at gennemføre anskaffelse, afprøvning, installation og aflevering til operativt brug af et sådant anlæg på så kort tid.

Varslet blev i øvrigt tilvejebragt bl.a. fra AWACS-fly, der i døgndrift befandt sig over den centrale Golf eller over den østlige del af Saudi Arabien. Der herskede ingen tvivl om, at koalitionen havde fuld kontrol over luftrummet.

De forskellige felter fordelt

Den 8. oktober afholdtes et planlægningsmøde, som Storbritannien, USA, Australien, Ca­nada, Frankrig, Italien, Holland, Belgien, Argentina, Spanien og Danmark deltog i. Ved mødet blev de forskellige felter fordelt blandt de deltagende nationer en måned frem. For korvettens vedkommende blev det aftalt, at den første patrulje over 10 døgn skulle foregå i BRAVO områderne. Den efterfølgende patrulje skulle foregå i CHARLIE-felterne. At korvetten så relativt hurtigt var rede til at operere i CHARLIE-felterne, øgede respekten for korvetten. Det bevirkede, at vi snart blev betragtet på lige fod med de langt større enheder fra de andre nationer. Dette skal desuden ses i sammenhæng med, at flere andre flåder udelukkende opererede øst for Hormuz.

Få dage inde i den første patrulje kunne vi klart erkende, at man fra amerikansk side var i færd med at ændre normalbilledet. Hidtil opererede de allierede fly ikke nordligere end området ud for Qatar og Bahrain. Men vi erfarede via LINK 11 billedet, at de daglige flyvninger efterhånden foregik tættere og tættere ved den kuwaitiske kyst. Mønstret i luften ændrede sig dag for dag, og dermed steg spændingen om, hvad der ville ske. Når de irakiske jagerfly forlod Irak og fløj ud over vandet sydligere end ca. 60 sømil fra den kuwaitiske sydgrænse, blev de prompte ”interceptet” og afvist af de amerikanske CAP-missioner (Combat Air patrol). Sådanne episoder fandt sted ca. 200 sømil nordvest for korvetten og skabte altid en skærpet stemning om bord. Ligeledes blev de iranske jagerfly pure afvist de få gange, de vovede sig ud over Golfen. Den eneste flytype, man fra amerikansk side tillod i Golfen var et iransk ORION rekognosceringsfly, der som regel fløj en patrulje et par gange om ugen.

Hverdagen i Golfen

Efter de første 10 døgns patrulje var alle bekendte med opgaven og de forhold under hvilke, vi opererede. Det var blevet hverdag i Golfen – om man så må sige. En ny skibsrutine havde efterhånden indfundet sig, hvilket bl.a. indebar, at alle - afhængig af situationen - havde dele af eller hele den personlige krigsudrustning på eller i det mindste inden for rækkevidde. En sådan foranstaltning bliver hurtigt en del af hverdagsrutinen, hvilket der selvsagt var fuld forståelse for overalt i skibet. Man vænnede sig hurtigt til de herskende forhold og vilkår.

Opgaven at deltage i flådeblokaden bestod i al væsentlighed i at "investigere" de handelsskibe, der passerede vores patruljeområde, og efterfølgende indhente oplysninger om især nationalitet, last og destination. Det skete under tiden, at vi havde vanskeligheder med at få de iranske coastere i tale. I de tilfælde gjorde korvettens arabisk talende tolk god fyldest - en svada på det lokale sprog gav altid resultater.

De fleste af koalitionens bordinger foregik i Den omanske Bugt uden for rækningen af det irakiske flyvevåben. Når bordinger fandt sted, var der som hovedregel flere nationer til stede for derved at understrege sammenholdet og opbakning omkring FN-operationen. Ofte anvendtes boardinghold fra enheder, der havde helikopter om bord, hvilket sikrede en hurtig overførsel. Hvis lasterne var omfattet af embargoen, blev de pågældende skibe som hovedregel opbragt og tvunget ind til Muscat i Oman. Her lossede man synderen, inden videre sejlads blev tilladt, hvilket var det typiske blokademønster.

AIR RAID WARNING RED

Efterhånden som den nye hverdag blev rutine og alle om bord blev fortrolige med deres re­spektive opgaver, måtte vi finde på nye tiltag for at aktivere besætningen og holde koncentra­tionen skærpet. Som bekendt er der intet, der svækker koncentrations­evnen, som ren rutine. Derfor indlagde vi næsten dagligt et par uvarslede øvelser, der i reglen kun omfattede den del af besætningen, der var på vagt.

De uvarslede øvelser kunne f.eks. bestå i, at der blev beordret AIR RAID WARNING RED. Det betød for SEA SPARROW missilernes vedkommende, at de øjeblikkeligt blev klargjort til affyring. Det eneste, der så manglede, var en måludpegning og et tryk på fyrknappen. Det krævede måske nok en særlig bred tolkning af ”Sikkerhedsbestemmelser for våbenanvendelse i fredstid”, idet missilsystemet blev bragt op på sidste stade inden affyring. Det var imidlertid korvettens skøn, at en sådan afprøvning var nødvendig for at kontrollere, at systemerne og personellet kunne det, vi forventede i en eventuel skarp situation. Vi blev på intet tidspunkt skuffede.

Sideløbende med våbenøvelserne aktiverede vi også vagtcheferne ved at lade dem reagere på et simuleret indkommende missil. Ved at oplyse pejlingen drejede vagtcheferne korvetten rundt på den kurs, der minimerede Radar Cross Section, samtidig med at gashåndtaget blev lagt i bund og luftudkiggene på vagtchefens ordre affyrede en serie håndholdt chaff. Derudover etableredes ofte gastæt lukning og afholdtes ABCD- og sanitetsøvelser.

Nu og da blev hverdagen krydret med helt specielle oplevelser. Dette kunne f.eks. være en eskortering fra Hormuz-strædet til den saudiarabiske nordøstkyst af en amerikansk "battle-carrier-styrke" formeret omkring hangarskibet USS MIDWAY, der i midten af november deltog i en stor allieret landgangsøvelse. I relation til denne landgangsøvelse optrådte de amerikanske jagerfly mere og mere offensivt og gennemførte dagligt op til 1.200 missioner nær Irak og Kuwait. En magtdemonstration, der ikke var til at tage fejl af.

Kystvagtskibet ANDENES

Norge besluttede som bekendt at sende et støtteskib for den danske korvet til Golfen, og valget faldt på kystvagtskibet ANDENES. Dette skib indgik i Task Group 420.5 og var underlagt taktisk kontrol af chefen for OLFERT FISCHER, der samtidigt var Task Group Commander.

NDENES ankom lidt senere til Jebel Ali end OLFERT FISCHER og medbragte blandt andet det danske logistiske støtteelement, kaldet DALOG. Under udnyttelse af de mange værdifulde kontakter i land, der var tilvejebragt af A.P. Møller koncernen, sikrede DALOG, at al transport til og fra korvetten af reservedele o.s.v. smidigt kom igennem, anskaffede friske forsyninger, herunder proviant og forestod i det hele taget de mangeartede gøremål, som et logistisk team under alle forhold sædvanligvis er ansvarlig for.

ANDENES var i søen, når OLFERT FISCHER var det og opererede altid i ”nabofeltet” i Golfen for derigennem at sejle under beskyttelse af de danske missilsystemer, idet ANDENES kun var sparsomt bevæbnet.
Samarbejdet mellem de to besætninger forløb forbilledligt smidigt og i særdeles god stemning. Den 28. oktober, der meget vel kunne bruges til at markere afslutningen af alle forberedelser for begge skibes familiarisering til området, anvendtes således til en fælles festligholdelse af Tordenskiolds 300 års fødselsdag – på ANDENES!

Afslutning

Tiden nærmede sig tre måneder for afsejlingen fra Holmen, og det blev hjemmefra besluttet, at OLFERT FISCHERs besætning skulle afløses af PETER TORDENSKIOLDs. Efter behørig overlevering om bord tog vores kolleger over, og vi fløj tilbage til Danmark, hvor vi ankom 10 dage inden Julen 1990. Ved hjemkomsten til Flyvestation Karup fik vi en varm velkomst af CH SOK, hvorefter vi blev overladt til toldvæsenets embedsmænd. Først derefter kunne vi omsider forenes med vores familier. Nationens sønner og døtre var atter landet i Danmark!

Der skulle gå endnu en måned inden krigsudbruddet var en realitet den 17. januar 1991. Da luftangrebet satte ind, var PETER TORDENSKIOLDs besætning på plads i søsterskibet i operationsområdet. En førstehåndskildring af oplevelserne i dagene omkring krigsudbruddet, hvor operation DESERT STORM begyndte overlader jeg trygt til et eventuelt senere, særskilt indlæg af de, der var om bord dengang.

Erfaringerne

Det vil føre for vidt at beskrive alle indhøstede erfaringer og betragtninger i øvrigt. Lad mig dog summarisk nævne, at korvettens professionalisme på intet tidspunkt kom til kort i sammenligning med de større mariner, at besætningen på en række områder var med til at bryde veje for en ny operativ og teknisk tænkning, og at moralen om bord stedse var høj. Besætningens adgang til kommunikation til Danmark kunne have været bedre. Håndteringen af pressen kunne have været grebet lidt anderledes, mere aktivt og imødekommende an, og informationen af de pårørende var ikke fra første færd tilrettelagt helt hensigtsmæssigt. Endelig viste den til lejligheden i Søværnets operative Kommando oprettede ”Golfcelle”, med dens bemanding på døgnbasis, sig hurtigt at have sin berettigelse. Den viste sig som et uundværligt og professionelt bindeled mellem Danmark og korvetten i FARAWAY.