Med FN i Bosnien 1994

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal fortælle det. Så her er mit bedste skud...

Peter har her i 2025 ramt ind på fortællingen om optakten, forløbet og bagagen fra min udsendelse til Tuzla. 31 år efter hjemkomsten i 1994

Men selv om Bøllebank kommer i fokus, er det ikke blot fortællingen om kampvognene. Selv om Bøllebank nok kunne være begyndelsen på enden.

Derimod fanger Peter på fin vis de store linier i fortællingen om hele FN missionen med såvel soldater som nødhjælp.

Det er derfor også fortællingen om de mange udsendte enheder der var skydeskiver (med blå markering) i en borgerkrig, hvor parterne så os som en taktisk hindring i at kunne fortsætte grusomhederne.

Og fortællingen om et land der atter blev så stabilt at flygtninge kunne vende hjem til en tilværelse med begravede frænder og tidligere fjender.

Sorg, tilgivelse, minerede gravsten, og et liv der føres videre i trods mod den værste af alle typer krig. Borgerkrigen...

En fortælling der sidder så dybt, at jeg hver uge har mandet mig mentalt op til at se programmet.

En fortælling som jeg er glad for igen er ved overfladen, nu når krigen atter er for tæt på europa.

Min rygsæk blev fyldt med både hjerter og torne.

I dag er det en styrke

Det her er historien om et berømt bagholdsangreb. Men også historien om at skulle leve og agere i en højspændt situation under en udsendelse.

I en sen aftentime 29. april 1994 i det tidligere Jugoslavien befandt de danske styrker sig pludselig i en ildkamp. Operation Bøllebank var i fuld gang.

De danske tropper var blevet kaldt ud for at hjælpe en svensk observationspost i Tuzla i Bosnien, der var kommet under beskydning af de serbiske tropper.

Men hvad danskerne ikke vidste var, at de var lige lukt på vej ind i et bagholdsangreb.

Pludselig blev der åbnet ild imod dem. Serberne benyttede både artilleri, nedgravede kampvogne og panserværns-våben.

De danske Leopard kampvogne fik affyret 72 skud mod den serbiske fjende. Det resulterede i, at et serbisk ammu-nitionsdepot eksploderede og blev sat ud af funktion. Herefter sluttede kampen lige så brat som den opstod.

Bosnien 1994

I billedserien ovenfor ser I billederne der ligger bag mit foredrag omkring tiden med DANSQN/NORDBAT II i 1994 ved byen Tuzla i Bosnien-Herzegovina.

Enheden var danmarks første FN styrke med fredsskabende mandat, hvilket ikke gjorde udsendelsen mindre udfordrende.

Episoder som Operation Bøllebank var med til at ændre hele det militære doktrin for udsendelse af styrker i FN og NATO relaterede operationer, så man nu som standard har værktøjerne til at kunne slå tilbage ved aggresioner.

Mangelen på dette er sandsynligvis et af de bagved liggende årsager til at personellet fra de tidlige balkan missioner har haft så mange psykiske lidelser som følge af deres udsendelse. 

En udsendelse hvor de som oftest måtte agere blå skydeskive, uden at kunne gøre meget andet end at dukke sig.

En godt beskrevet kronik om PTSD i forbindelse med Srebrenica massakren.

Kronik af Lars Hedegaard Williams

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier

De hollandske FN-soldater, som havde været ansvarlige for sikkerheden i Srebrenica, men som hverken fik hjælp eller mandat til at forhindre folkemordet, fik voldsomme personlige kvaler. Det er først nu, at man er ved at forstå, hvad der karakteriserer de traumer, som de fredsbevarende soldater fik.

»Nogle gange skød de på børn bare for at se, hvordan deres mødre blev vanvittige«

Den 10. juli 1995 stormede soldater fra den bosnisk-serbiske hær byen Srebrenica i Bosnien-Hercegovina. FN havde forudgående oprettet sikkerhedszoner, hvor civilbefolkningen blev lovet beskyttelse mod den borgerkrig, som hærgede det tidligere Jugoslavien. Hollandske FN-soldater var blevet gjort ansvarlige for sikkerhedszonen i Srebrenica, hvor mere end 40.000 mænd, kvinder og børn med muslimsk baggrund havde søgt beskyttelse.

Det er 30 år siden, at omkring 8.000 muslimer blev dræbt i byen Srebrenica. Her fra en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen i København. Foto: Peter Hove Olesen

Da serberne angreb – under ledelse af general Ratko Mladić – bad de let bevæbnede hollandske soldater NATO om militær luftstøtte til at forsvare sikkerhedszonen. Men forespørgslen blev afvist. De hollandske soldater forsøgte sig i stedet med interimistiske løsninger: en barrikade af kampvogne på vejen.

Da de serbiske styrker uden problemer trængte igennem barrikaderne, kontaktede de hollandske soldater deres overordnede i Sarajevo og Genève over radioen og bad om omgående militær assistance og understøttelse fra F-16 kampfly. Remko de Bruijne, en af de hollandske FN-soldater, sad i en nedlagt batterifabrik og skrev en fax:

»Haster. Haster. Haster. De serbiske tropper er på vej ind i byen Srebrenica. Vi må stoppe dette øjeblikkeligt og redde disse mennesker. Tusindvis af dem samler sig omkring hospitalet. Vi har brug for hjælp omgående«.

Men ingen besvarede hans bøn, og over 8.000 mænd og drenge blev skilt fra kvinder og børn og ført bort af serberne. Over de næste dage blev de henrettet og smidt i massegrave med en grusom systematik, man ikke havde set i Europa siden 2. Verdenskrig.

Verden blev allerede bekendt med omfanget af massakren en måned senere, da et amerikansk U2 overvågningsfly registrerede op mod 10 friske massegrave i området. Men først i 2001 fastslog Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, at massakren i Srebrenica udgjorde et folkemord. Der skulle dog gå yderligere 15 år, før de ansvarlige - herunder Ratko Mladić - blev dømt for deres ansvar for folkedrabet.

De hollandske FN-soldater, som havde været ansvarlige for sikkerheden i Srebrenica, men som hverken fik hjælp eller mandat til at forhindre folkemordet, fik efterfølgende ikke bare voldsomme personlige kvaler. De oplevede også at blive udskammet i store dele af medierne og i særdeleshed i den hollandske presse.

Historien lød, at de blot havde set passivt til, mens en systematisk nedslagtning af civile foregik lige for øjnene af dem. Og det blev mere end antydet, at de ikke havde levet op til deres ansvar som fredsbevarende FN-soldater, at de var elendige soldater og dårlige mennesker.

»Hjemme i Holland siger de, at vi hjalp med folkedrab. De siger, vi hjalp serberne, fordi vi lod dem adskille mænd fra deres familier. Det var jo ikke sådan, at jeg personligt gik rundt og gjorde det. Det var serberne, der gjorde det, og jeg måtte bare gå til side. Vi måtte ikke gribe ind. Det var dét mandat, vi havde fået. I den situation har du to valg, og begge er dårlige: Redder du en bus fuld af kvinder og børn væk fra området, eller redder du fem mænd? Det var det dilemma, vi stod i«, beskrev Remko de Bruijne i et vidnesbyrd i netmediet Balkaninsigt.

I år er det 30 år siden, at massakren fandt sted. Men det er først nu, at man er ved at forstå, hvad der karakteriserer de traumer, som de fredsbevarende soldater fik. Og det er også først for tre år siden, at de hollandske Balkan-veteraner fik en officiel undskyldning af den daværende hollandske premierminister og i dag NATO-generalsekretær, Mark Rutte, på vegne af den hollandske regering. En undskyldning, der både italesatte det svigt, de udsendte blev ofre for fra FN’s side og handlede om den fordømmelse, soldaterne efterfølgende blev udsat for.

»I forsøgte at gøre det rigtige under meget vanskelige omstændigheder, selv når det reelt ikke længere var muligt. Og I blev kritiseret af folk, som selv sad hjemme i det trygge Holland« sagde Rutte ved den officielle ceremoni i 2022.

over 8.000 mænd og drenge blev skilt fra kvinder og børn og ført bort af serberne. Over de næste dage blev de henrettet og smidt i massegrave

Det interessante ved de hollandske FN-soldaters erfaringer fra Srebrenica er, at deres krigstraumer tilsyneladende ikke var udløst af, at de selv havde frygtet for deres eget liv. Det var nærmere det faktum, at de blev sat i en fastlåst situation, som gjorde det umuligt for dem at handle, da en krigsforbrydelse fandt sted på deres vagt og lige for øjnene af dem. At have ansvaret for disse menneskers sikkerhed uden at de havde mulighed for at stoppe det viste sig at være forkrøblende for soldater, som havde været til stede.

Balancen mellem at være handlende og være vidne, at være offer og gerningsperson, har altid spillet en rolle i videnskabelige diskussioner om krigstraumer.

Da PTSD-diagnosen blev indført i USA i 1980 i efterdønningerne af Vietnam-krigen, blev den i første omgang etableret som en reaktion kendetegnet ved vrede, skyld og oplevelse af svigt - fra staten, den militære ledelse og de ansvarlige politikere. Altså moralske følelser og ikke frygt. Dengang havde også ’overlevelsesskyld’ en central plads i diagnosen, fordi man også inkluderede erfaringer fra KZ-overlevere i beskrivelsen. PTSD-diagnosen blev dog ret hurtigt tømt for moralsk indhold. Det skyldtes til dels en strid mellem tidens to forskellige psykologiske retninger.

De, der kæmpede for indførslen af PTSD-diagnosen, var overvejende psykoanalytikere, for hvem følelser som skyld og skam var centrale elementer i ethvert traume. Men efter at PTSD-diagnosen blev indført, skulle den videnskabeliggøres i takt med både tidens nye forståelser af psykiatriske diagnoser – som nu skulle baseres på symptomer og ikke på personlige sygehistorier – og i takt med tidens videnskabelige metoder. Og det skulle foregå i det eksperimentelle laboratorium, og ikke i terapirummet.

En anden retning inden for psykologien var de, der lavede laboratorieforsøg – de såkaldte ’behaviorister’. De lavede allerede laboratorieforsøg, hvor de fremkaldte traumereaktioner hos forsøgsdyr – typisk rotter, mus og hunde - og for behaviorister blev Vietnam-veteranerne en ny type ’forsøgsdyr’, man kunne eksperimentere med.

Vi bør med rette huske på Balkan og vores egne FN-soldaters dyrt købte erfaringer, hvis vi igen skal ’sikre freden’ i nye konfliktområder, f.eks. Ukraine

Datidens videnskabelige optimisme blev indfanget af Matthew Friedmann – en ledende skikkelse i den amerikanske veteran-administration - til åbningen af en af de første PTSD-konferencer. Her påpegede han, at »det gode ved den nye PTSD-diagnose er, at det er den eneste psykiatriske diagnose, hvor vi har en solid dyremodel«.

Fordi man kunne observere frygt hos forsøgsdyr, som fik elektrisk stød, kunne man også måle effekten af denne frygt. Vanskeligere forholdt det sig dog med skyld og skam, som man ikke kunne observere hos dyr. Derfor fik den eksperimentelle metode forrang, og særligt i militærpsykologien og militærpsykiatrien blev frygt det centrale element i forståelsen af, hvad et traume er, og hvordan PTSD-diagnosen stilles.

Men for ca. 15 år siden begyndte man inden for militærpsykologien at se, at den konventionelle psykoterapeutiske og medicinske PTSD-behandling ikke altid virkede som forventet. I årevis havde man specialiseret sig i eksponeringsterapi – en type af psykoterapi, som handler om at vende sig af med frygtreaktioner. Men for mange veteraner var denne terapiform ikke vellykket.

En nyere gren af amerikansk forskning på veteranområdet begyndte derfor at fokusere på de mange veteraner, som havde det psykisk meget dårligt efter deres udsendelse, men hvor deres erfaringer ikke handlede om at have oplevet frygt for at miste eget liv eller helbred.

I de første studier havde man netop fokus på amerikanske FN-soldaters erfaringer fra udsendelse til Somalia i 1990’erne. Her havde de været vidne til katastrofal hungersnød og borgerkrig, men – som med de hollandske FN-soldater på Balkan - uden at måtte involvere sig i konflikten.

Her fandt man, at det var de grundlæggende overskridelser af soldaternes moralske overbevisninger – eller selve forståelsen af tilværelsen som moralsk, som var brudt sammen for FN-soldaterne. For mange af amerikanske FN-soldater var disse skader meget langvarige og svære at behandle. Dette kaldte man ’moral injury’ på engelsk, og begrebet blev senere oversat til ’moralske skader’ på dansk.

Senere forskning peger på, at grunden til at behandlingen fungerede så dårligt for nogle af disse veteraner, netop kan hænge sammen med forskellen på moralske skader og andre typer af posttraumatisk stress, som typisk er forårsaget af frygt.

Danske soldater blev udsendt som fredsbevarende styrker til Balkan gennem 1990’erne, og mange af dem har - lige som deres hollandske kollegaer - været vidne til de grusomheder, som mennesker er i stand til at begå – uden at de som soldater kunne gribe ind.

Selvom de danske soldaters oplevelser ikke var i samme skala som det, der foregik over få dage i Srebrenica i 1995, så beskriver flere af de danske veteraner den samme følelse af afmagt. Og også for flere af dem fik det store psykiske konsekvenser, at de var udsendt under et svagt militært mandat og ikke fik lov at gribe ind overfor de grusomheder, de blev vidner til.

Som en dansk veteran beskrev det: »Det var som at stå og se på en frygtelig trafikulykke, som bare udvikler sig. Flere og flere kører sammen, flere og flere dør og bliver lemlæstet. Men du må ikke gøre noget. Du må bare være vidne til det uden at kunne hjælpe«.

Eller som han fortæller om en oplevelse som udsendt til Sarajevo i 1995, hvor serbiske snigskytter udså sig civile mål i byen og henrettede kvinder og børn - lige foran de danske FN-soldater:

»Der ligger en civil, der er blevet ramt lige foran mig. Men han er ikke død. Han ligger der og kravler rundt, og hans blod fosser ud. Vi var i Sarajevo for at hjælpe. Jeg kalder på en sanitetssoldat. Men lige som vi skal til at løbe ud til ham, siger min delingsfører: ’Nej, bliv her.’ Så lyder der et nyt skud, og så var han død. Mine delingsførere fulgte reglerne. Vi måtte ikke gribe ind i den slags situationer. I det øjeblik kunne jeg mærke noget inde i mig bare krøllede sammen, ligesom når man krøller et stykke cellofan. Senere gik det op for mig, at det var helt normalt i Sarajevo. Nogle gange skød de på børn bare for at se, hvordan deres mødre blev vanvittige. Det var helt normalt der«.

Som veteranens beskrivelse peger på, så betyder en fredsbevarende mission ikke, at man er fritaget fra grufulde oplevelser. Tværtimod.

Man kan netop - som mange danske Balkan-veteraner kan berette - befinde sig i en særlig vidneposition til grusomheder - men uden at have mandat til at gribe ind. Mange af de veteraner, jeg har arbejdet sammen med i min forskning, har efterfølgende haft en oplevelse af, at de ’ikke har ret til’ at have det dårligt på baggrund af deres oplevelser fra Balkan, fordi de ikke var i ’rigtig krig’. Altså ikke deltog som aktive kampsoldater men ’bare’ var på en fredsbevarende mission, der ikke kunne lykkes.

Læringen fra FN’s magtesløshed under folkemordet i Srebrenica er ofte blevet koblet sammen med den mere generelle diskussion om FN’s rolle og mandat og med den rolle, som NATO’s militære magt kan spille i samklang med FN.

Men i dag - 30 år efter folkemordet i Srebrenica – kan vi drage en anden læring af både de hollandske FN-soldaters og vores egne Balkan-veteraners erfaringer. Nemlig, fra et mere psykologisk og socialt perspektiv, at krigstraumer ikke altid opstår som følge af aktiv kamp mod en veldefineret fjende, men også kan antage andre former hos dem, som bliver placeret i moralsk vanskelige situationer f.eks. som fredsbevarende styrker i forbindelse med en igangværende militær konflikt.

Vi bør med rette huske på Balkan og vores egne FN-soldaters dyrt købte erfaringer, hvis vi igen skal ’sikre freden’ i nye konfliktområder, f.eks. Ukraine eller andre steder i verden, hvor krigens landskab er i evig forandring.

Lars Hedegaard Williams