Ikke alt turudstyr behøver være nyt, eller af det helt rigtige mærke. Rigtig mange af de ting vi i dag bruger, har været en del af dagliglivet tidligere da man eksempelvis havde brændekomfur i de små hjem. Udstyr fra den gang er egnet til formålet, og derfor behøver du ikke investere mange penge i nyt.
Brug gerne tiden på at besøge nogle loppemarkeder og genbrugsbutikker, og giv dermed dit udeliv et billigt grej pift. Du skal bare tænke kreativt, og holde øje med udstyr der giver de rigtige muligheder.
Lad dig ikke gå på af rust og snavs. Det er ofte let at fjerne, og der sker jo ikke alverden ved at udstyret har lidt historie helt fra starten...
Men nu er jeg jo også jyde - og en god handel går man nødig glip af...
Så er der jo penge til mere udstyr...
Lav din egen køkkenkasse til turbrug
Når du alligevel er på tur med bålgrejet, er der jo god plads til at have en træ- eller værkstøjs-kasse med - fyldt med køkkkenudstyr så du virkelig kan få gang i lejrkøkkenet. Især fordi det næsten ikke kan gøres billigere, hvis man kigger sig godt for, og handler ind over en periode... Et godt køkken bygges jo ikke på en dag.
Udrust kassen med det ekstra køkkenudstyr du trænger, når du laver mad i naturen. Jeg kan anbefale at supplere dit køkkengrej til frilufts-køkkenet med skrælleknive, rivejern, stegegaffel, kokke og urte knive, en vugge kniv, skærebrædt, målebæger, grydelapper, piskeris, skeer, dåseåbner, hvidløgspresse, grydelapper, viskestykker, klude, grydesvamp, opvaskebørste, sulfo, lighter, krydderier, affaldsposer og andet godt..
Bålpander.
Et af de oplagte ting at kigge efter er bålpander. Gode bålpander findes i hobetal i genbrugsbutikkerne. Kig efter modeller i enten jern eller støbjern. Du kan oven i købet være heldig at finde nogle i pladestål. De er lidt lettere, og dermed egnet til brug under vandring.
Det væsentlige er at tænke i pander med håndtag af enten metal, træ eller bakelit. I modsætning til æbleskivepander vil jeg dog ikke anbefale at skifte håndtagene ud selv. En varm pande kan gøre stor skade, hvis det hjemmelavede håndtag skulle gå i stykker. Og chancen for at finde en pande født med stålhåndtag er ikke usandsynlig.
Faktisk har jeg flere gange været ude for at mine bålpander forsvandt ind i køkkenet, da fruens vurdering var at de var for gode til bålet. Så ud og led. De er der og de er billige.
Æbleskivepander.
Æbleskivepander i enten støbejern eller aluminium er perfekte til brug på både bålet, og eftervarmen på grillen. Når desserten er friskbagte bål-æbleskiver glider de ned til en portion is, selv midt om sommeren.
Man kunne også fristes til at lave æbleskiver som i gamle dage, med æblestykker i dejen.
Vær opmærksom på at de helst skal være med håndtag af enten metal eller bakelit. Det er dog ikke umuligt at skifte plastikhåndtag til et hjemmekomponeret metalhåndtag. Ofte er de blot fastgjort med en 4 mm maskinskrue, som er let at løsne. Da panden ikke skal løftes af eller på ilden hele tiden, er risikoen ved at lave et håndtag selv minimal.
Bålgryder i jern.
Gamle jerngryder med emalje er perfekte til bålbrug, så hav altid et par stykker liggende. De fås ofte i sæt med 2-3 størrelser. Det er en nem og billig forøgelse af bål køkkenet, men hold øje. Man ser dem ikke så ofte mere.
Husk at emalje gryder ikke må sættes tomme på ilden. Flager af emaljen vil nemlig kunne springe af ved høj varme, eller helt præcis høje temperatursvingninger. Skulle uheldet ske, er ulykken dog mest af kosmetisk art, men maden vil let kunne brænde på der hvor emaljen er væk.
Emaljegryder har ydermere den fordel at de er ret enkle at vedligeholde. Varm vand og sæbe gøre underværker, en skurebørste ved passende lejlighed, og de kan som følge af emaljen opbevares i tørre rum uden opvarmning.
Bålgryde i støbejern
Knapt så sjældne er støbejerns gryder. Her får du virkelig en kvalitetsgryde som med lidt behændighed giver 80% af alle de muligheder der ligger i en Dutch Oven. Til gengæld må du tage hvad markedet byder af facon og størrelse, men det påvirker jo ikke brugsværdien.
Støbejern kræver samme vedligehold som Dutch Oven. Imprægnering med olie på en varm gryde, og undgå brugen af sæbe. Så får den et helt naturligt non-stick lag.
Du sikrer dig fra starten et rigtigt godt resultat og lang levetid, ved at varme din støbejernsgryde eller pande godt op over åben ild. Når det er rygende varmt hældes lidt madolie (her kan bruges vindruekerne, solsikke, tidsel, soya eller anden madolie) i og føres godt rundt med papir eller klud i et tykt lag. Undgå gerne papir der fnulrer, men mest af kosmetisk hensyn.
Gryden stilles kortvarig over ilden igen, og når olien ryger skal den tørres af med en tør klud eller papir. Pas godt på, da det er varmt. Gentag processen til olien ikke længere er sort, men næsten helt normal at se på.
Lad aldrig mad stå i gryden, og især syreholdige madvarer som eksempelvis tomater skal blot være i gryden under madlavningen, og mens man spiser. Resterne bør flyttes over i en plastik skål med låg derefter. Både så syren ikke angriber jernet, men også for at resterne bedre kan holde sig frisk.
Efter brug gør jeg altid det at den tomme gryde fyldes med vand og stilles over bålet med låget på. Her må den gerne stå og koge lidt tid. Når vandet hældes ud, kan man let tage det sidste med en ren opvaskebørste. Skulle noget sidde fast kan man bruger en stålskuresvamp uden sæbe.
Gryden tørres gerne over ilden før man drager hjem, og når den er varm fordeles madolie både ud og indvendig. Det er mest renlig at transportere gryden i en kasse, så den øvrige oppakning ikke fyldes med olierester.
Under opbevaring af gryden er det en god ide at sætte noget i klemme under låget, så der kan komme luft ned i den.
Husk at støbejern er rent jern, og det kan derfor godt ruste. Hvis der skulle komme en smule rust på din støbejernsgryde eller pande, så kan det let fjernes. Er rusten blot et lag på overfladen er olie nok, ellers skal det have en tur en metalbørste, og derefter gives endnu en behandling med madolie. Til gengæld skal du ikke bekymre dig om overflader af f.eks. teflon eller maling som skaller af.
Hvis du følger disse simple råd, kan du regne med at have godt madlavningsudstyr som næsten er uforgængelig.
Toast jern.
Hvem siger at toast kun kan laves ved køkken bordet. Et gammeldags toastjern til brug på brændekomfuret, fungerer også godt på bålet.
Her er det let at lave et godt mellemmåltid på lejren, eller måske en hurtig appetit slukker når du kommer sent ind på kanoturen. Så er blodsukkeret stabilt mens man laver lejr, og sætter aftensmaden over.
Vaffeljern.
Endelig er de gode gamle vaffeljern til brug direkte på komfuret noget nær den perfekte bål-gadget.
Ud over at være gode til vafler, kan de også bruges til toast i en snæver vending. Endelig er de perfekte at riste bacon i om morgenen. Det er vist kun din fantasi der sætter grænserne.
Vaffeljern findes både i støbejern og aluminium. Til bålbrug er støbejern bedst, men vaffeljern i aluminum har den fordel at de er væsentlig lettere, og derfor bedre kan bruges på andre typer varmekilde. Man kan som sagt være heldig at finde et vaffeljern der passer til trangiaets grydeholder.
Desværre gør efterspørgslen at der ikke er så mange brugte at finde mere. Så hold øje. Pludselig dukker de op.
Her kan du se en test og fif til et gammeldags og moderne vaffeljern på bål.
Bag dit brød i en standard støbejernsgryde.