Cowboy kaffe - traditionel kogekaffe på bål.
Ikke alene kan man hygge sig ved bålet. Duften fra kaffen der står og bobler over gløderne, er med til at forhøje hyggen tifold.
Hav en god kaffekedel der er dedikeret til den slags situationer. Den må gerne skylles med vand, men helst ikke vaskes med sæbe.
Brug enten en god grovmalet maltet kaffe som kogekaffe (Kokmalt skaffes typisk i Norge eller Sverige), eller en kaffe der er malet til stempelkande. Maler du selv, skal det være groft malet. Undgå gerne bønner fra bitre kaffesorter.
Doser ca. en stor teskefuld per 1½ dl. vand (hvilket jeg altid gør på øjemål), og lad det trække 5-15 minutter til bålet er klart. Kaffen koges nu kort op på bålet, og tages atter af for at trække 5 minutter. Efter endnu et opkog er kaffen nu klart til brug på bedste cowboy maner. Man mangler faktisk bare sadlen som hovedpude, og et tæppe at trække over sig.
Kaffen må gerne stå på bålet og simre mens du drikker af den, så den hele tiden kan serveres rygende varm. Fyld op med kaffebønner eller vand alt efter hvad der er behov for, så der altid er frisk kaffe på bålet. En gang om dagen kan kanden vendes og de brugte bønner rystes ud.,
Sådan kan du let tage din bålkaffe med på tur, eller hjemme i køkkenet.
Fortalt fra en rigtig chuck wagon er her måden at lave rigtig cowboy coffee. Det er bedre end du tror
Bålkaffe med perkolator
Er man ikke helt til at have dykænder i bålkaffen, og afstanden til nærmeste Das ligger over bekymringsgrænsen, findes der heldigvis råd for det.
Med en perkolatorkande brygger du nemlig kaffen efter cirkulationsprincippet, hvilket dels undgår de frygtede dykænder, og dels gør det muligt at bruge lidt bedre bønner end ellers.
Aggregatet er rimelig ukritisk overfor varmekilder, og kan bruges på alle typer varmeflader lige fra bål til komfur.
I al sin enkelt held består systemet af en kande, et stigerør til damp og et filter ved toppen af stigerøret. Når vandet koger, sendes dampen op gennem stigerøret. Ved toppen fortættes dampen, og siver ned gennem filteret med de malede kaffebønner. Denne proces fortsætter til perkolatorkanden tages af ilden. Typisk skal det står der og cirkulere i 3-5 minutter for at kaffen er klar. Jo, længere, desto stærkere.
Smag dig frem til hvor mange bønner du vil bruge, men brug typisk lidt mindre end ved stempelkaffe. Så går det ikke helt galt.
Et transportabelt bålstativ
Jeg fandt denne lille opskrift på et transportabelt bålstativ lavet af gevindstænger, skiver og møtrikker. Det kræver tilgang til et svejseværk, og jeg vil nok anbefale mindst 10 mm gevindstænger til benene, og 6 mm til trekanten foroven. Men ideen er god, let at pakke, og billig.
Selvfølgelig kan man også bare stable et par kævler ved siden af hinanden, og balancere kaffekedlen på dem. Charmen er større, men risikoen for at det vælter findes jo. Langt hen ad vejen er det nok den løsning jeg personligt ville gå med.